Under kartoffelpesten i Irland i 1840'erne døde fattigfolk som fluer. De, som havde muligheden, emigrerede til Amerika, men sørejser var heller ikke ufarlige, især ikke med en morder ombord.
Egentlig troede jeg, at ægte indignation hørte min fortid til, men O’Connors "Havets Stjerne" fik virkelig mit blod i kog.
Under et fæstesystem, som hørte middelalderen til, var de ludfattige irere prisgivet de primært engelske godsejeres skalten og valten med deres liv og helbred. Med så lidt fæstejord, at de knap kunne brødføde familien i gode tider, så måtte det selvfølgelig gå katastrofalt galt i dårlige tider.
En million irere døde af hungersnød under flere års kartoffelpest, og fire millioner emigrerede, inden århundredet var slut.
"Havets Stjerne" er et knirkende og utæt skrog af et logiskib, som i 1847 sejler mellem England/Irland og Amerika. Ombord er 15 velhavende 1. klasses passagerer og 402½ (et barn tæller som en halv voksen) 3. klasses passagerer – adskilt af penge og et solidt gitter. De rigeste får champagne til maden, og de fattigste får det medbragte – og det slipper snart op, og sultedøden høster nu også sine ofre på "Havets Stjerne".
26 dages overfart ender med et bebudet mord. Pius Mulvey er den forventede morder, eller er han? Men han er frem for alt en sejlivet overlever og svindler med en rystende fortid.
Og han har skaffet sig farlige fjender i tidens løb. Mulvey er nemlig kommet i lommen på en revolutionær antibritisk irsk gruppe, og han kan kun få lov at leve, hvis han likviderer den hadede godsejer Lord Kingscourt. Lorden er passager på 1. klasse på flugt fra ruin og ydmygelse. Mulvey må lystre, ellers vil han selv blive myrdet ved ankomsten til New York.
Mellem dem står barnepigen Mary Duane, som begge mænd har et yderst problematisk forhold til.
I kanten af begivenhederne befinder fortælleren sig. Det er den overordentlig kritiske amerikanske journalist Grantley Dixon, som har beskrevet forholdene på de irske godser i sin avis i New York. Han har samtidig et elskovsforhold til Lord Kingscourts viv - så scenen er sat.
O’Connor benytter en fortælleteknik, der mikser dagbogsoptegnelser, logbogsbeskrivelser, avisartikler og billeder som knytter de mange - også bagudrettede - handlingstråde sammen til en dyster og gribende beretning. Slutningen på overfarten er et crescendo af ubarmhjertig død og dystre skæbner. En stor fortælling, hvor intet er som forventet.
Oversat af Claus Bech. Rosinante, 2005. 477 sider. Kr 349,-
Kommentarer