Happy end - det store kollaps

Ny og anderledes optimistisk tegneserie for større børn om verdens undergang.

I en nær fiktiv fremtid er 14-årige Mollie som den eneste i sin familie ikke overrasket, da en mystisk krise rammer Frankrig, hvor de bor. Folk begynder at hamstre varer og forlade byen, og alle i familien ser på Mollie, der pludselig får rollen som autoritet. Heldigvis har Mollie ret godt styr på det, og måske behøver verdens undergang ikke at være så skræmmende, som vi plejer at få den præsenteret?

Mollie på 14 år er den yngste af fire søskende og fascineret af ideen om civilisationens fald. Hun er overbevist om, at undergangen er nært forestående, men hendes stemme trænger ikke igennem larmen derhjemme. Det forhindrer dog ikke Mollie i at være lidt af en ”prepper”, og det kommer hendes familie og deres venner til gode den dag, krisen banker på.

Da nyhederne melder om en forsyningskrise, og almindelige mennesker begynder at hamstre som gale, ved Mollie med det samme, hvad klokken er slået. Da det går op for hendes familie, at hun har ret, bliver hun nu pludseligt og på tværs af alder og køn anerkendt som en autoritet, fordi hun har gennemtænkt så mange dommedagsscenarier, at hun har en masse teoretisk viden, de nu kan bruge. Gode venner støder til familien, og gruppen vokser sig så stor, at de er nødt til at drage afsted for at finde et sted, hvor de kan overleve nu og her og også leve sikkert og godt i længere tid.

Ikke alle, de møder på deres vej, er lige venligtsindede, men den store ondskab udebliver til alles, inklusive denne læsers, store overraskelse. Verdens undergang og de nye krav, den stiller til dem, der gerne vil overleve, er sådan set udfordrende og spændende nok i sig selv uden den rendyrkede ondskab, der som regel ledsager den i populærkulturen.

Som stor fan af dystopier som ’The walking dead’ og lignende må jeg indrømme, at denne tegneseries optimisme tog lidt tid at vænne sig til. Man sidder faktisk hele tiden og venter på, at det skal gå galt, og at menneskeheden skal degenerere, som den plejer i den slags historier. De ”onde” må jo nødvendigvis dukke op på et eller andet tidspunkt. Men det er også befriende, at de netop ikke gør det.

Det er tankevækkende, hvor meget forventninger fylder og kan farve ens oplevelse af fiktion og måske også virkelighed. Frygten for det uvisse, som personerne her selvfølgelig bliver ramt af, genererer heldigvis rigeligt af den spænding, der skal til for at bladre videre, men den dystre undergangsstemning er taget ud af undergangen og erstattet med en håbefuld optimisme, der overrasker positivt. Måske behøver egoisme og ondskab ikke at være de af menneskets instinkter, der vil dominere i en overlevelsessituation? Man har da lov at håbe.