Anmeldelse
Håndlangerne af Henrik Lundtofte
Grundig og gedigen fremstilling - og den hidtil mest omfattende - af Hipo og andre danske håndlangere, som besættelsesmagten benyttede sig af i den politiløse periode.
Henrik Lundtofte er historiker og arkivleder ved Historisk Samling for Besættelsestiden i Esbjerg. En hel del arkiver og kartoteker blev destrueret i maj 1945, men de eksisterende kilder - retsakter, erindringslitteratur, dagbøger, dagsrapporter m.m. - danner en solid baggrund for forfatterens udtømmende og meget detaljerede redegørelse.
Lundtofte pointerer, at tyskernes aktion mod politiet i september 1944 på ingen måde havde til hensigt at sætte det danske politi fra bestillingen og erstatte det med et tysk. Det havde man slet ikke ressourcer til. At internere et fåtal af det danske politi var Panckes totalt fejlslagne forsøg på at banke det resterende politikorps på plads og tvinge det til et tættere samarbejde med tyskerne om at bekæmpe modstandsbevægelsen. Mange politifolk gik under jorden, og flere af dem gik ind i modstandsbevægelsen. Heller ikke embedsmandsstyret ville spille med. Den efterfølgende oprettelse af Hipo, det uniformerede hjælpepoliti, var en absolut nødløsning og en pauver erstatning for det uddannede politi.
Hipo kom til at præge de sidste krigsår i København. Sammen med Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, ET, og diverse civile terrorgrupper samt de mere eller mindre løst tilknyttede meddelere udgør de besættelsesmagtens danske håndlangere. Lige efter krigen havde man den opfattelse, at håndlangerne kom fra samfundets nederste lag og ofte var småt begavede. På baggrund af kilderne tegner forfatteren et meget mere nuanceret billede. De var typisk unge mænd med ren straffeattest, og deres bevæggrunde var komplekse. De kunne være ideologiske, økonomiske, sociale eller nogle helt andre. Forfatteren undersøger også, hvad der fik danskere til at gå ind i Hipo så sent i krigen, hvor Tyskland så ud til at være på vej til at tabe.
Hipo beskrives som en yderst voldelig organisation, der kom til at præge gadebilledet i København trods det beskedne antal hipofolk. Forfatteren understreger deres tætte samarbejde med det tyske politi og beskriver deres funktion og arbejdsmetoder belyst ved et væld af konkrete episoder. Modsætningen mellem tyskernes håndlangere og modstandsbevægelsen og den almindelige befolkning voksede, og der var i slutfasen næsten tale om borgerkrigslignende tilstande. En af grundene til Hipos tiltagende magt kan efter forfatterens mening skyldes, at tyskerne efter krigen ville gardere sig ved at skubbe ansvaret over på Hipo.
Bogen er en væsentlig sammenfatning, hvor analyser veksler med illustrerende detaljer. Oplagt for historikere, mens alle andre skal være seriøst interesserede for at komme igennem den. En endeløs række navne og konkrete episoder og flere gentagelser gør læsningen omstændelig, og man skal koncentrere sig for ikke at miste overblikket.
Grundig og gedigen fremstilling - og den hidtil mest omfattende - af Hipo og andre danske håndlangere, som besættelsesmagten benyttede sig af i den politiløse periode.
Henrik Lundtofte er historiker og arkivleder ved Historisk Samling for Besættelsestiden i Esbjerg. En hel del arkiver og kartoteker blev destrueret i maj 1945, men de eksisterende kilder - retsakter, erindringslitteratur, dagbøger, dagsrapporter m.m. - danner en solid baggrund for forfatterens udtømmende og meget detaljerede redegørelse.
Lundtofte pointerer, at tyskernes aktion mod politiet i september 1944 på ingen måde havde til hensigt at sætte det danske politi fra bestillingen og erstatte det med et tysk. Det havde man slet ikke ressourcer til. At internere et fåtal af det danske politi var Panckes totalt fejlslagne forsøg på at banke det resterende politikorps på plads og tvinge det til et tættere samarbejde med tyskerne om at bekæmpe modstandsbevægelsen. Mange politifolk gik under jorden, og flere af dem gik ind i modstandsbevægelsen. Heller ikke embedsmandsstyret ville spille med. Den efterfølgende oprettelse af Hipo, det uniformerede hjælpepoliti, var en absolut nødløsning og en pauver erstatning for det uddannede politi.
Hipo kom til at præge de sidste krigsår i København. Sammen med Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, ET, og diverse civile terrorgrupper samt de mere eller mindre løst tilknyttede meddelere udgør de besættelsesmagtens danske håndlangere. Lige efter krigen havde man den opfattelse, at håndlangerne kom fra samfundets nederste lag og ofte var småt begavede. På baggrund af kilderne tegner forfatteren et meget mere nuanceret billede. De var typisk unge mænd med ren straffeattest, og deres bevæggrunde var komplekse. De kunne være ideologiske, økonomiske, sociale eller nogle helt andre. Forfatteren undersøger også, hvad der fik danskere til at gå ind i Hipo så sent i krigen, hvor Tyskland så ud til at være på vej til at tabe.
Hipo beskrives som en yderst voldelig organisation, der kom til at præge gadebilledet i København trods det beskedne antal hipofolk. Forfatteren understreger deres tætte samarbejde med det tyske politi og beskriver deres funktion og arbejdsmetoder belyst ved et væld af konkrete episoder. Modsætningen mellem tyskernes håndlangere og modstandsbevægelsen og den almindelige befolkning voksede, og der var i slutfasen næsten tale om borgerkrigslignende tilstande. En af grundene til Hipos tiltagende magt kan efter forfatterens mening skyldes, at tyskerne efter krigen ville gardere sig ved at skubbe ansvaret over på Hipo.
Bogen er en væsentlig sammenfatning, hvor analyser veksler med illustrerende detaljer. Oplagt for historikere, mens alle andre skal være seriøst interesserede for at komme igennem den. En endeløs række navne og konkrete episoder og flere gentagelser gør læsningen omstændelig, og man skal koncentrere sig for ikke at miste overblikket.
Kommentarer