Anmeldelse
Godheden selv af Bent Vinn Nielsen
Bent Vinn Nielsen er efter min mening vores bedste realist i disse år. Han kan om nogen skrive, så det er fantastisk medrivende.
Man må have næste side med. Han kan kunsten at kombinere den gode historie med socialrealisme. Og han bliver bedre og bedre. Hans forrige handlede om "En skidt knægt".
Nu drejer det sig om "Godheden selv".
I denne hans nyeste udgivelse befinder vi os i Ålborg i slutningen af 60'erne. Bogens hovedperson, den lidt bizarre Bønne eller Spjæt, som han kaldes, er ved bogens slutning kommet i avisen - af hvilken årsag afsløres først til sidst. Bogens fortællere er nogle af de gamle venner - skolekammerater, som beretter om Bønnes usædvanlige liv.
Umiddelbart en lidt trist skæbne, men Bønne kan trods sin spjættende gangart og lidt spøjse fremtoning alligevel det der med damerne - til stor undren for hele omgangskredsen, der alle betragter sig selv som spændende og interessante kunsterspirer. Bønne er "godheden selv".
Udover historien om Bønne er det også historien om den smukke og mystiske Nina, en mærkelig pige, som har kæmpet sig op fra "kloakken" til nu at være forhenværende tandlægefrue. En uudgrundelig pige, på hvis ryatæppe, de unge fortællende kunstnerspirer én efter én får lov til at "sprælle".
Bønnes og Ninas historier væves ind i hinanden og historien bliver også et stykke Ålborghistorie blandt kunsterspirer, plattenslagere, håndværkere på et møbelpolstrerværksted o.m.a. Et portræt af Ålborg, der forekommer mig så præcist, at jeg kom til at mindes min egen Ålborgtid.
Forfatteren kan kunsten at "holde os hen med snak" til vi får afsløret til sidst, hvad det så egentlig er, der er hændt med Bønne. Det skal ikke afsløres her! Og vi er ubeskriveligt godt underholdt, mens vi venter på afsløringen
Gyldendal, 2000 - 180 sider
Andreas Kommode - 4. december 2000
Bent Vinn Nielsen er efter min mening vores bedste realist i disse år. Han kan om nogen skrive, så det er fantastisk medrivende.
Man må have næste side med. Han kan kunsten at kombinere den gode historie med socialrealisme. Og han bliver bedre og bedre. Hans forrige handlede om "En skidt knægt".
Nu drejer det sig om "Godheden selv".
I denne hans nyeste udgivelse befinder vi os i Ålborg i slutningen af 60'erne. Bogens hovedperson, den lidt bizarre Bønne eller Spjæt, som han kaldes, er ved bogens slutning kommet i avisen - af hvilken årsag afsløres først til sidst. Bogens fortællere er nogle af de gamle venner - skolekammerater, som beretter om Bønnes usædvanlige liv.
Umiddelbart en lidt trist skæbne, men Bønne kan trods sin spjættende gangart og lidt spøjse fremtoning alligevel det der med damerne - til stor undren for hele omgangskredsen, der alle betragter sig selv som spændende og interessante kunsterspirer. Bønne er "godheden selv".
Udover historien om Bønne er det også historien om den smukke og mystiske Nina, en mærkelig pige, som har kæmpet sig op fra "kloakken" til nu at være forhenværende tandlægefrue. En uudgrundelig pige, på hvis ryatæppe, de unge fortællende kunstnerspirer én efter én får lov til at "sprælle".
Bønnes og Ninas historier væves ind i hinanden og historien bliver også et stykke Ålborghistorie blandt kunsterspirer, plattenslagere, håndværkere på et møbelpolstrerværksted o.m.a. Et portræt af Ålborg, der forekommer mig så præcist, at jeg kom til at mindes min egen Ålborgtid.
Forfatteren kan kunsten at "holde os hen med snak" til vi får afsløret til sidst, hvad det så egentlig er, der er hændt med Bønne. Det skal ikke afsløres her! Og vi er ubeskriveligt godt underholdt, mens vi venter på afsløringen
Gyldendal, 2000 - 180 sider
Andreas Kommode - 4. december 2000
Kommentarer