Gribende og rørende fortælling om Lina og hendes mor og bror, der bliver anbragt i en af Stalins arbejdslejre under 2. Verdenskrig.
Lina Vilkas bor sammen med sin mor, far og bror i Litauen, og hun lever et trygt liv i en kærlig familie, som mange andre 15-årige. Men den 14. Juni 1941 - en aften hvor hendes far ikke er hjemme - lyder en kraftig banken på døren, og familien får 20 minutter til at pakke en kuffert hver, inden de føres bort i lastbiler af den russiske sikkerhedstjeneste NKVD. Nu følger en lang rejse, som varer frem til 1954 og strækker sig over mere end 10000 km, fra Kaunas i Litauen, via arbejdslejr i Altaj i Sibirien, til Trofimovsk nord for polarcirklen. Det bliver til en rejse fyldt med sult, kulde, hårdt arbejde, sygdom, død, ufattelige lidelser og vold, men også en rejse med sammenhold, hjælpsomhed, en spirende kærlighed og et glimt af håb.
Lina er en dygtig kunstner, og hun tegner alt hvad hun ser og oplever, vel vidende at hvis hendes tegninger bliver opdaget, kan det koste hende livet. Hun giver nogle af sine tegninger videre til andre, som hun stoler på, med det håb, at tegningerne vil nå frem til hendes far og lade ham vide, at hun og familien er i live.
En af grundene til at Lina og hendes bror overlever er moderen. Hun er stærk, kærlig, venlig og gavmild over for alle, og hun vil ikke lade sig kue ved at skrive under på, at hun er skyldig i uretfærdige og usande anklager, selv om det kunne have gjort livet lettere for hele familien. Hun har sin stolthed.
Ruta Sepetys er opvokset i Michigan, og hun er datter af en litauisk flygtning. Hendes sprog er afdæmpet, meget beskrivende og, på trods at det barske og grusomme emne, smukt og uden for meget føleri.
Jeg har læst mange beretninger, både romaner og fagbøger, om jødernes deportationer og udryddelserne i kz-lejrene under 2. Verdenskrig, men at andre folkeslag var udsat for lignende forfærdelige hændelser, har jeg ikke læst om. Jeg kendte godt til Stalins lejre i Sibirien for jøder, blandt andet fra bøgerne om Rachlin-familien, men ikke at der systematisk blev deporteret så mange personer fra Estland, Letland, Litauen og Finland til lejrene. Men takket være litauiske Ruta Sepetys er jeg nu blevet meget klogere.
'Glimt af håb' er ikke nogen rar læseoplevelse, men det er en meget vigtig bog. Et råb og et håb om, at vi må lære af historien.
Kommentarer