Autentisk historie om en families liv som sociale nomader i USA og en barndom i misrøgt og fattigdom.
”Jeg sad fast i trafikken to gader fra det selskab, jeg var på vej til. Mor stod kun fem meter fra mig. Hun havde bundet pjalter om skuldrene mod forårskulden og stod og rodede rundt i skraldet, mens hendes hund, et sort og hvidt terrierkryds, legede ved hendes fødder”.
’Glasslottet’ er Jeannette Walls’ erindringer om sin familie, far, mor og fire børn. Forældrene er hippier, der hele tiden flytter bopæl på flugt fra ubetalte regninger og myndigheder. Ustandseligt starter børnene i nye skoler og skal vænne sig til nye omgivelser og nye kammerater. Familien har ikke salt til et æg, faderen får ind i mellem job, men lægger sig hurtigt ud med arbejdsstedet, han er utilpasset og asocial og drikker sig fuld. Moderen vil hellere male og skrive end arbejde. Børnene klarer sig, så godt de nu kan, indsamler kammeraternes madrester, finder brænde på gaden, maler benene, så man ikke kan se, hvor der er huller i bukserne.
Forældrene lærer, på trods af deres uansvarlighed, deres børn en hel masse. Børnene lærer at læse tidligt, og de lærer mange fremmedord og mange begreber. Faderen lærer dem fysik og geologi, familien lever i en periode i ørkenen, og det er en smuk skildring af ørkenlivet. Det er fascinerende at læse om, hvordan forældrene, især da de er unge hippier, viser børnene, hvordan livet kan være et eventyr, helt anderledes end den tilpassede småborgerlighed. Men i bund og grund kræver de alt for meget af deres børn og udsætter dem for omsorgssvigt. Som læser rystes man og undres. Forfatteren beskriver sine forældre meget loyalt og kærligt.
Jeg læste bogen hurtigt, den er letlæst og underholdende, hjerteskærende og også morsom i sine skildringer. Børnenes indbyrdes solidaritet er meget varm skildret. Læs den hvis du kan lide at læse socialrealistiske bøger, og hvis du gerne vil læse om samfundslivet i USA. Den kan minde lidt om Susanna Alakoski: ’Svinestierne’.
Kommentarer