Anmeldelse
Gennem dage af hyld og tjørn af Christoffer Thunbo Pedersen
Velskrevne debutdigte dyrker skønheden og fordybelsen på kanten af virkeligheden.
Christoffer Thunbo Pedersens debut bevæger sig i skellet mellem det profane og det guddommelige. Sproget balancerer på grænsen til det, vi kan se , og har en gådefuldhed over sig; uden at værket bliver uvedkommende af den grund. Pedersen skriver en fortællende poesi, hvor naturen og menneskets vidundere og drømme udfoldes. Noget af det, der giver digtene en anderledes karakter, er, at Pedersen bl.a. beskriver Armenien.
’Gennem dage af hyld og tjørn’ er opdelt i tre dele ’En runesang’, ’Langs den røde mur’ og ’Spejlkredsen’. Faktisk er delene så forskellige fra hinanden, at det er som at læse tre forskellige samlinger. Form, sprog og sansning varierer mellem de tre, hvilket skaber en forskelligartet læseoplevelse. Min favorit er ’Spejlkredsen’, hvor Pedersens surrealistiske sansninger og grænsefeltet mellem virkelighed og fantasi krydses.
Digtsamlingen viser læseren en magisk verden, hvor ’En runesang’ er båret af barnets – eller den nysgerriges – blik. Det er et blik, der gennem samlingen, betragter verden på afstand. Et interessant aspekt i disse betragtninger er, at Pedersen indfører en tvivl i erindringen: ”jeg ligger måske på afstand i græsset og kigger”. Ordet måske er interessant, fordi digteren italesætter sin egen tvivl om det erindrede. Disse små tvivlsøjeblikke fungerer fint.
Tvivlen kommer også til udtryk i ’Langs den røde mur’, hvor der fx står : ”man går der i lyset fra en nedlagt stjerne / der er ingen at tale med / folk står i aske fra top til tå og glor på hinanden // så går man rundt eller står og ved ikke / om det er den rigtige planet”. Jeg’et, der nu er blevet til et man, er altså i tvivl om, hvorvidt denne er på den rigtige planet eller ej.
Det afsluttende afsnit ’Spejlkredsen’ taler ind i et mytisk sprog, hvor forskellige historiske figurer optræder og virkeligheden træder lidt ved siden af sig selv som fx her: ”og Kristus gav ordet videre til en abe / En orangutang i trætoppen / som skærmede sig for regnen med et blad / og den sagde: / Jeg er morgenrøden der taler til jer / og så spiste den frugt og var stille”.
Digtsamlingen er mange forskellige ting; morsom, grotesk, vidunderlig og distanceret. Den består af en pærevælling af forskellige traditioner og for nogen læsere, kan det virke rodet. Gennem dage af hyld og tjørn’ vil tiltale mere erfarne digtlæsere, og Pedersens idérigdom er løfterig, og det bliver spændende at se, hvad han skriver næste gang.
Velskrevne debutdigte dyrker skønheden og fordybelsen på kanten af virkeligheden.
Christoffer Thunbo Pedersens debut bevæger sig i skellet mellem det profane og det guddommelige. Sproget balancerer på grænsen til det, vi kan se , og har en gådefuldhed over sig; uden at værket bliver uvedkommende af den grund. Pedersen skriver en fortællende poesi, hvor naturen og menneskets vidundere og drømme udfoldes. Noget af det, der giver digtene en anderledes karakter, er, at Pedersen bl.a. beskriver Armenien.
’Gennem dage af hyld og tjørn’ er opdelt i tre dele ’En runesang’, ’Langs den røde mur’ og ’Spejlkredsen’. Faktisk er delene så forskellige fra hinanden, at det er som at læse tre forskellige samlinger. Form, sprog og sansning varierer mellem de tre, hvilket skaber en forskelligartet læseoplevelse. Min favorit er ’Spejlkredsen’, hvor Pedersens surrealistiske sansninger og grænsefeltet mellem virkelighed og fantasi krydses.
Digtsamlingen viser læseren en magisk verden, hvor ’En runesang’ er båret af barnets – eller den nysgerriges – blik. Det er et blik, der gennem samlingen, betragter verden på afstand. Et interessant aspekt i disse betragtninger er, at Pedersen indfører en tvivl i erindringen: ”jeg ligger måske på afstand i græsset og kigger”. Ordet måske er interessant, fordi digteren italesætter sin egen tvivl om det erindrede. Disse små tvivlsøjeblikke fungerer fint.
Tvivlen kommer også til udtryk i ’Langs den røde mur’, hvor der fx står : ”man går der i lyset fra en nedlagt stjerne / der er ingen at tale med / folk står i aske fra top til tå og glor på hinanden // så går man rundt eller står og ved ikke / om det er den rigtige planet”. Jeg’et, der nu er blevet til et man, er altså i tvivl om, hvorvidt denne er på den rigtige planet eller ej.
Det afsluttende afsnit ’Spejlkredsen’ taler ind i et mytisk sprog, hvor forskellige historiske figurer optræder og virkeligheden træder lidt ved siden af sig selv som fx her: ”og Kristus gav ordet videre til en abe / En orangutang i trætoppen / som skærmede sig for regnen med et blad / og den sagde: / Jeg er morgenrøden der taler til jer / og så spiste den frugt og var stille”.
Digtsamlingen er mange forskellige ting; morsom, grotesk, vidunderlig og distanceret. Den består af en pærevælling af forskellige traditioner og for nogen læsere, kan det virke rodet. Gennem dage af hyld og tjørn’ vil tiltale mere erfarne digtlæsere, og Pedersens idérigdom er løfterig, og det bliver spændende at se, hvad han skriver næste gang.
Kommentarer