Der er rigtig meget at komme efter i den rigt illustrerede bog, der giver et godt indblik i både tiden før, under og ikke mindst efter Genforeningen og historien om de to mindretal på begge sider af den ”nye” grænse.
I år 2020 er det hundredåret for både afstemningen i store dele af Slesvig om, hvor meget af det tabte land fra 1864-nederlaget, der skulle vende tilbage til Danmark, og for selve genforeningen 10. juli 1920. Det har forskningslederen ved Rigsarkivet skrevet en meget oplysende lille bog om.
Jeg tror ikke, jeg er specielt historieløs, og derfor håber jeg, vi er mange, der nok vidste, der foregik en stor propagandakrig op til folkeafstemningen, men ellers ikke ved meget om baggrund og følger.
Det har jeg i hvert fald fundet ud af efter læsningen af denne lille perle. Det var for eksempel slet ikke et samlet Danmark, der ønskede afstemningen, og helt op i regeringen var der kræfter, der ikke mente, man skulle genere Tyskland, der ganske vist var nede efter 1. verdenskrig, men nok kunne blive stort igen. Også blandt tilhængerne var der store diskussioner om, hvordan afstemningen skulle finde sted, og hvor jeg hele tiden har haft opfattelsen af, at ”man” ønskede så meget land tilbage som muligt, var der udbredt betænkelighed ved at få områder med for store dele tysksindede under Dannebrog.
En detalje, som kommer som en overraskende nyhed for en, der har arbejdet syd for Kongeåen i over 30 år, er, at de skiftende tyske regeringer nok afstod store dele af Nordslesvig efter afstemningen, men ikke de facto anerkendte den nye grænse. Det skete ironisk nok først den 9. april 1940, hvor Hitler i sin besættelsestraktat nævner grænsen som dansk-tysk.
Kommentarer