Anmeldelse
Gå væk, Ghana af Taiye Selasi
En gribende, sansepåvirkende fortælling om en afrikansk/amerikansk familie.
”Kweku dør barfodet en søndag før solopgang, mens hans tøfler ligger som hunde ved døren til soveværelset.” Med disse ord begynder fortællingen, og dette dødsfald er også omdrejningspunktet i romanen og det, der samler trådene. Helt konkret sker det i romanens afslutning, hvor alle mødes til begravelsen i Ghana.
Undervejs fortælles om en kosmopolitisk familie og deres følelsesmæssige bånd. Den ghanesiskfødte Kweku får stipendium til et universitet i USA, hvor han møder den nigerianskfødte Fola med en skotsk bedstemor. Deres fælles projekt bliver hans karriere som læge og familiens fire børn. Et vellykket projekt indtil det hele falder sammen, da Kweku bliver fyret - en uretfærdig og nok racistisk fyring – og forlader familien. Alle børnene får svære psykiske traumer, og både kontakten til deres mor og kontakten indbyrdes ophører i mange år.
Hvert familiemedlem har en stemme, der er helt sin egen. Det gælder også de to midterste børn, selv om de er tvillinger. Børnene adskiller sig også fra venner og omgangskreds, både fordi de ser anderledes ud med deres brune hud, og fordi de føler sig anderledes.
Det er en bog om migration og betydningen af opvækst i flere kulturer. Titlen 'Gå væk, Ghana' henviser til kampagnen ”Ghana must go” (som er bogens engelske titel) i 1983, hvor over en million ghanesere blev fordrevet fra Nigeria til Lagos, deriblandt romanpersonen Kwekus forældre. Bogen beskriver begavede unge afrikaneres migration til en vestlig kultur, men også næste generation, hvor børnenes hybrididentiteter er påvirket af forældrenes kulturer, selv om de først oplever Afrika som voksne. ”Ghana must go” er også blevet navnet på store rød-hvid-blå-ternede plastiktasker, som er meget brugt i Afrika i dag, og som flygtningene dengang havde alt, hvad de ejede, i.
Romanen er delvis selvbiografisk, idet forfatteren har nogenlunde samme baggrund som børnene i familien. Taiye Selasi beskriver sig selv som Afropolitan og mener hermed, at hun har et ubrydeligt bånd til Afrika, et globalt perspektiv og en lyst til at gøre en forskel i Afrika for det afrikanske folk. Hun bor i dag i Rom, hvor hun har skrevet denne debutroman.
Det har hun gjort godt, for det er en underholdende roman, som gør én lidt klogere på betydningen af migration. Fortællestilen er billedrig, og de store følelsesudbrud kan virke noget overvældende, men jeg opfatter det bare som et andet kulturelt udtryk, der gør romanen levende.
En gribende, sansepåvirkende fortælling om en afrikansk/amerikansk familie.
”Kweku dør barfodet en søndag før solopgang, mens hans tøfler ligger som hunde ved døren til soveværelset.” Med disse ord begynder fortællingen, og dette dødsfald er også omdrejningspunktet i romanen og det, der samler trådene. Helt konkret sker det i romanens afslutning, hvor alle mødes til begravelsen i Ghana.
Undervejs fortælles om en kosmopolitisk familie og deres følelsesmæssige bånd. Den ghanesiskfødte Kweku får stipendium til et universitet i USA, hvor han møder den nigerianskfødte Fola med en skotsk bedstemor. Deres fælles projekt bliver hans karriere som læge og familiens fire børn. Et vellykket projekt indtil det hele falder sammen, da Kweku bliver fyret - en uretfærdig og nok racistisk fyring – og forlader familien. Alle børnene får svære psykiske traumer, og både kontakten til deres mor og kontakten indbyrdes ophører i mange år.
Hvert familiemedlem har en stemme, der er helt sin egen. Det gælder også de to midterste børn, selv om de er tvillinger. Børnene adskiller sig også fra venner og omgangskreds, både fordi de ser anderledes ud med deres brune hud, og fordi de føler sig anderledes.
Det er en bog om migration og betydningen af opvækst i flere kulturer. Titlen 'Gå væk, Ghana' henviser til kampagnen ”Ghana must go” (som er bogens engelske titel) i 1983, hvor over en million ghanesere blev fordrevet fra Nigeria til Lagos, deriblandt romanpersonen Kwekus forældre. Bogen beskriver begavede unge afrikaneres migration til en vestlig kultur, men også næste generation, hvor børnenes hybrididentiteter er påvirket af forældrenes kulturer, selv om de først oplever Afrika som voksne. ”Ghana must go” er også blevet navnet på store rød-hvid-blå-ternede plastiktasker, som er meget brugt i Afrika i dag, og som flygtningene dengang havde alt, hvad de ejede, i.
Romanen er delvis selvbiografisk, idet forfatteren har nogenlunde samme baggrund som børnene i familien. Taiye Selasi beskriver sig selv som Afropolitan og mener hermed, at hun har et ubrydeligt bånd til Afrika, et globalt perspektiv og en lyst til at gøre en forskel i Afrika for det afrikanske folk. Hun bor i dag i Rom, hvor hun har skrevet denne debutroman.
Det har hun gjort godt, for det er en underholdende roman, som gør én lidt klogere på betydningen af migration. Fortællestilen er billedrig, og de store følelsesudbrud kan virke noget overvældende, men jeg opfatter det bare som et andet kulturelt udtryk, der gør romanen levende.
Kommentarer