Psykologisk ungdomsroman om vold og racisme og hvordan gruppepres og tilfældigheder kan ændre et liv radikalt. Uhyggeligt velskrevet og troværdig deroute gennem ungdomslivet.
”På den ene side af tyveren stod der Fuck Off. På den anden I love you. Og når Two-Face stod overfor et vigtigt valg, lod han et møntkast afgøre, hvad han skulle gøre, præcist ligesom Two-Face i Batman-filmene. Blev det I love you, betød det en ond løsning. Blev det I love you, valgte han en god.”
Mødet med den kriminelle, racistiske og manipulerende Two-Face bliver skæbnesvangert for den 16-årige Vemund. Vemund, der bor sammen med sin psykisk syge mor, ved ikke rigtig, hvad han vil med sit liv. Han er forelsket i Maria men er tilbageholdende og genert og får ikke rigtig gjort noget ved sagen, før han til en fest drikker sig mod til. Samtidigt bliver han – uden egentlig at tænke nærmere over det – en del af slænget omkring den ca. 10 år ældre Two-Face, der netop er blevet løsladt fra fængslet efter at have afsonet en voldsdom. Vemund oplever en særlig samhørighed med Two-Face. Two-Face giver Vemund gaver, og hvad vigtigere er, han udviser interesse og forståelse for Vemunds livssituation, efter at Vemunds mor bryder sammen og indlægges på psykistrisk afdeling. Langsomt og sikkert bliver Vemund viklet ind i Two-Faces spin, selvom Vemund egentlig ikke et eneste øjeblik er i tvivl om, hvad der grundlæggende er rigtig og forkert. Han formår simpelthen ikke at stå i mod det gruppepres, som Two-Face så mesterligt foranstalter. ”Jeg var bare sådan én, der fulgte efter folk, en skide efterfølger, en sølle medløber.” Two-Face har nemlig en grum plan med sine ”tropper”, som han kalder slænget, og under en ”teambulding” tur til København, går det op for Vemund og vennerne, hvad planen går ud på. Two-Face har kastet tyveren, og den landede på Fuck off.
Romanen fortælles retrospektivt af jeg-fortælleren, Vemund, som efter hændelsen indlægges på ungdomspsykiatrisk afdeling og af sin psykolog bliver bedt om at fortælle, hvad der er sket. Det er en psykologisk og stærkt bekymrende fortælling, der beskriver nogle af de mekanismer – gruppepres, manipulation men også arv og miljø – der kan få mennesker til at begå vold, og hvordan volden tilfældigt kan ramme både gerningsmand og ofre. Romanen er skrevet i et kort og præcist sprog og har en ”hvis bare…” opbygning, der langsomt og snigende foregriber den uundgåelige katastrofe. Man ved godt, at dette her ender helt galt for Vemund – men det er en veludført, spændende og meget troværdig beskrivelse af vejen dertil.
Originally published by Marion Tirsgaard, Litteratursiden.
Kommentarer