Jess Ørnsbo barsler her med noget så mærkværdigt som en omvendt roman.
Hvis man slår ’roman’ op i den danske Encyklopædi, står der, at det betegner en lang fiktionstekst. 105 sider er jo ikke langt, men indholdet i Fru P. er ren fiktion. Måske mener Jess Ørnsbo ’omvendt’ som i ’at blive omvendt’?
Man kan nemt blive revet med af sit eget ordkløveri. Eller blive helt rundtosset af denne mærkelige fortælling, som er lige så sort som dens omslag. Det starter ellers helt normalt, og først aner man ikke uråd, for Ørnsbo tager en venligt i hånden, så man ved, hvor man er – på landet i 1947 - men pludselig hvirvles man ind i en sand larm af tanker og indre dialoger. Ikke forfatterens, forstås - men hans romanpersoners.
Fru P. driver et pensionat. Hun hader mænd og forstår i øvrigt at beskrive sin afsky både rammende og præcist. Fru P.s søn er en rigtig drønnert - et skvat, der fjumrer rundt i tilværelsen. Hans far hed Odysseus, men tåler ingen sammenligning i øvrigt. Faktisk var han ret omvendt - han var nemlig en fusker og småkriminel. Fru P. og søn er historiens egentlige hovedpersoner, men rundt om ørerne på dem flimrer adskillige af byens beboere og pensionærerne. Det kan være lidt svært at navigere igennem deres tankestrøm - eller tankeævl, om man vil.
En rigtig eller normal handling er der ikke noget af i denne bog. Men til gengæld får man en Jess Ørnsbo, der kaster rundt med ord og vendinger, der både får en til at ryste på hovedet, glippe med øjnene eller gribe fat i en sagesløs og læse højt. Som f.eks. : "joh, ham min afdøde, elskede at smile i modvind. Det var nu engang hans måde at børste tænder på. Og ligefrem intelligent var han jo heller ikke, selvom han havde hundetække…"
Fru P. er en sær og kulsort læseoplevelse. Man griber efter handlingen, det har man jo lært, men får i stedet smidt løbske ord og rebelske sætninger i hovedet. Øvelsen er at vove at gribe noget af det og tygge lidt på det. Det smager. Ikke som en roman. Men som lyrik, der er gået bersærk.
Kommentarer