En underfundig roman der konstant bevæger sig på kanten af det velkendte og det overraskende letbevægelige.
Steve Szilagyi debuterede i 1992 med ’At fotografere feer’, der tager os med tilbage til 1920’ernes England. Vi befinder os i London, hvor den unge, kunstinteresserede amerikaner Charles Castle har slået sig ned som fotograf.
Et besøg af en frastødende politibetjent, med tågede fotografier af feer, får vores fortæller til at tage af sted til landsbyen Burkinwell. Han er trængt økonomisk, og med udgangspunkt i en dusør udlovet af selveste Sir Arthur Conan Doyle, har han tænkt sig at fotografere feerne professionelt.
I Burkinwell bliver han imidlertid viklet ind i en forelskelse i præstens kone, to forbrydere, en sigøjnerlejr, to betagende pigebørn, feer, alfer og i det hele taget et helt galleri af spøjse typer. Udfaldet er der dog ingen tvivl om – første kapitel foregår i en celle, hvor Charles Castle sidder og venter på galgen næste dag.
Det er en finurlig roman, som man bliver grebet af og tager med sig i dagene efter – måske man også begynder at kigge lidt grundigere efter i tåget vejr, for hvad gemmer der sig egentligt? Og hvad er det største – begæret eller uskyldens rædselsvækkende kraft?
Hele bogen igennem mærker man tydeligt interessen for fotografiet, detaljerne beskrives præcist, og nye metaforer indføres: ”Mit træk bragte også kaos blandt mine advokater, der kravlede over hinanden som tudser i en skotøjsæske i deres iver efter at fralægge sig mit forsvar.”
Bogen blev i 1997 filmatiseret med Emily Woof og Ben Kingsley i nogle af hovedrollerne.
Kommentarer