Anmeldelse
Fordi jeg var nødt til det af Pia Kjærsgaard
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
En markant, kontroversiel og magtfuld dansk politiker fortæller levende og underholdende om sit liv både som politiker og som privatperson.
I 1998 skrev Pia Kjærsgaard en midtvejsbiografi, ’-men udsigten er god’, og meget af stoffet derfra kan genfindes i denne bog. Bogen er blevet til i et samarbejde med journalisten Jette Meier Carlsen, men bortset fra enkelte, kortfattede indledninger mærker man, at ordene er Pia K.’s egne. Tonen er livlig, jævn og lige på, som når man hører Pia K. tale.
Uanset hvad man måtte mene om hendes politik, må man respektere hende som menneske og politiker. Hun er et friskt pust blandt Christiansborgs akademiske politikere. Elsket fordi hun mere end nogen anden politiker forstod at lytte til den almindelige dansker, hadet fordi hun længe før nogen af de gamle partier vovede at være kritisk over for den stigende indvandring.
Nu, hvor hun har sluppet tøjlerne i det parti, hun selv har skabt og formået at gøre til et stort parti med indflydelse, gør hun status over sit liv: Den trygge barndom i gode, borgerlige kår, hvor hun lærte fundamentale værdier, forældrenes senere, traumatiske skilsmisse, der gjorde hende tidligt voksen, ungdomsårene, der slet ikke var påvirket af ungdomsoprøret, ægteskabet med barndomskæresten og romantisk redebyggeri efterfulgt af et behov for at gøre sig politisk gældende, da børnene var blevet lidt større.
Man får et indtryk af, at Pia K. er et menneske med gammeldags dyder og stærke holdninger, som hun udtrykker uden taktisk filter. Hun trådte sine politiske barnesko i det anarkistiske Fremskridtsparti, og man forstår hendes behov for topstyring og benhård partidisciplin, da hun stiftede Dansk Folkeparti. Det er noget af en bedrift, at hun har bragt partiet frem til at være et stuerent, ansvarligt parti med indflydelse.
Pia K. ligger bestemt ikke under for Janteloven. Hun fremstår befriende selvbevidst, hård i filten når det behøves, men også et udpræget følelsesmenneske. Myreflittig, men også meget dominerende med en tendens til at blande sig i alt. Dertil kommer, at hun også er i besiddelse af en vis portion selverkendelse, selv om hun koketterer lige lovlig meget med, at hun egentlig er ydmyg og ikke noget magtmenneske.
Bogens styrke ligger i den ærlige beskrivelse af den baggrund, der gjorde Pia K. til den, hun er i dag. Der er ikke hos hende vandtætte skodder mellem privatpersonen og politikeren. Hun mener, det hun siger og er parat til at betale prisen. Man mærker, at det har været vigtigt for hende at komme af med prædikatet ”ikke stueren” og blive almindeligt anerkendt, og at det for en stor del er lykkedes, fremgår af to politiske modstanderes afsluttende vurderinger.
Hun er ret diskret med oplysninger om interne stridigheder i Dansk Folkeparti. Ellers udtrykker hun sig frit og med navns nævnelse om de politiske venner og fjender, hun havde i de andre partier. Hvem hun har kunnet samarbejde med lader til at være mere afhængig af kemi end af politiske tilhørsforhold. Hun byder ikke på dybsindige politiske analyser, og det siger sig selv, at en nærmere vurdering af Pia K.’s egen politiske rolle må være en anden forfatters sag.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
En markant, kontroversiel og magtfuld dansk politiker fortæller levende og underholdende om sit liv både som politiker og som privatperson.
I 1998 skrev Pia Kjærsgaard en midtvejsbiografi, ’-men udsigten er god’, og meget af stoffet derfra kan genfindes i denne bog. Bogen er blevet til i et samarbejde med journalisten Jette Meier Carlsen, men bortset fra enkelte, kortfattede indledninger mærker man, at ordene er Pia K.’s egne. Tonen er livlig, jævn og lige på, som når man hører Pia K. tale.
Uanset hvad man måtte mene om hendes politik, må man respektere hende som menneske og politiker. Hun er et friskt pust blandt Christiansborgs akademiske politikere. Elsket fordi hun mere end nogen anden politiker forstod at lytte til den almindelige dansker, hadet fordi hun længe før nogen af de gamle partier vovede at være kritisk over for den stigende indvandring.
Nu, hvor hun har sluppet tøjlerne i det parti, hun selv har skabt og formået at gøre til et stort parti med indflydelse, gør hun status over sit liv: Den trygge barndom i gode, borgerlige kår, hvor hun lærte fundamentale værdier, forældrenes senere, traumatiske skilsmisse, der gjorde hende tidligt voksen, ungdomsårene, der slet ikke var påvirket af ungdomsoprøret, ægteskabet med barndomskæresten og romantisk redebyggeri efterfulgt af et behov for at gøre sig politisk gældende, da børnene var blevet lidt større.
Man får et indtryk af, at Pia K. er et menneske med gammeldags dyder og stærke holdninger, som hun udtrykker uden taktisk filter. Hun trådte sine politiske barnesko i det anarkistiske Fremskridtsparti, og man forstår hendes behov for topstyring og benhård partidisciplin, da hun stiftede Dansk Folkeparti. Det er noget af en bedrift, at hun har bragt partiet frem til at være et stuerent, ansvarligt parti med indflydelse.
Pia K. ligger bestemt ikke under for Janteloven. Hun fremstår befriende selvbevidst, hård i filten når det behøves, men også et udpræget følelsesmenneske. Myreflittig, men også meget dominerende med en tendens til at blande sig i alt. Dertil kommer, at hun også er i besiddelse af en vis portion selverkendelse, selv om hun koketterer lige lovlig meget med, at hun egentlig er ydmyg og ikke noget magtmenneske.
Bogens styrke ligger i den ærlige beskrivelse af den baggrund, der gjorde Pia K. til den, hun er i dag. Der er ikke hos hende vandtætte skodder mellem privatpersonen og politikeren. Hun mener, det hun siger og er parat til at betale prisen. Man mærker, at det har været vigtigt for hende at komme af med prædikatet ”ikke stueren” og blive almindeligt anerkendt, og at det for en stor del er lykkedes, fremgår af to politiske modstanderes afsluttende vurderinger.
Hun er ret diskret med oplysninger om interne stridigheder i Dansk Folkeparti. Ellers udtrykker hun sig frit og med navns nævnelse om de politiske venner og fjender, hun havde i de andre partier. Hvem hun har kunnet samarbejde med lader til at være mere afhængig af kemi end af politiske tilhørsforhold. Hun byder ikke på dybsindige politiske analyser, og det siger sig selv, at en nærmere vurdering af Pia K.’s egen politiske rolle må være en anden forfatters sag.
Kommentarer