Anmeldelse
Forårets døde af Ralf Rothmann
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende og uafrystelig roman om en ung tyskers oplevelser i 2. Verdenskrigs sidste dage.
Ære og særligt venskab er nogle af temaerne i Ralf Rothmanns meget roste roman, der også sætter skylden i centrum, ikke bare hos dem, der deltog i krigen, men også hos dem, som ikke engang var født. Samme tema om skyld går igen i Jennifer Teeges ’Amon – min bedstefar ville have skudt mig’.
”Man kan ikke uden videre plaffe en såret mand ned, der må være regler for den slags. Jeg mener, vi er soldater, vi har ære i livet, dét siger de jo hele tiden, ikke? Det står på vores bæltespænde”.
17-årige Walter og Fiete er venner, de arbejder begge som malkere på en gård i Nordtyskland, og selv om der er mange, der bliver indkaldt til krigstjeneste i vinteren 44-45, er de begge overbeviste om, at de vil slippe fri, da der er brug for deres arbejdskraft på hjemmefronten. Men en aften er de inviteret til bal og gratis øl, og inden de får set sig om er de begge tilknyttet SS på Østfronten. Fiete er med i krigshandlingerne, mens Walter er chauffør ved forsyningtropperne.
Walter gør, som han får besked på, og han gør alt for at overleve midt i krigens rædsler, mens Fiete hele tiden snakker om at desertere for at komme hjem til sin gravide kæreste, selv om alle siger, at det bare er et spørgsmål om tid, inden krigen er forbi, og hvis han bliver fanget, vil han blive skudt som desertør. Kampene bliver mere voldsomme, og Fiete bliver såret. Sidst i marts 1945 flygter han. Han bliver fanget og dømt til døden ved skydning, og det er hans stuekammerater, der skal henrette ham. Walter forsøger at få Fiete benådet, men det lykkes ikke. Walter må stille sig op med et gevær og være med til at henrette ham – og den hændelse slipper ham aldrig. Er han skyldig eller uskyldig?
Walter overlever krigen, han kommer tilbage til sin kæreste, bliver gift og får barn, men han taler aldrig om sine hændelser i krigen, og han bliver mere og mere tungsindig og indelukket. Sønnen – forfatteren - forsøge at få faderen til at berette om sine oplevelser, men det vil han ikke, hvad skal det gøre godt for? I hans drømme og mareridt er oplevelserne meget nærværende.
Det er umuligt ikke at blive suget ind i romanens univers, som er meget realistisk og med store kontraster mellem død og skønhed. Der er de blodige slag, brutaliteten over for den besatte lokalbefolkning, fornemmelsen af en kalvs tunge, forråelsen, flygtningene, sulten, de tilrøgede knejper med kvinder, som forsøger at overleve, og tiden efter krigens afslutning, hvor de overlevende forsøger at leve som før, men med de konsekvenser, som deres handlinger har haft.
Ralf Rothmann er en Tysklands mest anerkendte og prisvindende forfattere. Stor tak til Rosinante for at udgive ham på dansk.
Oprindeligt skrevet af Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende og uafrystelig roman om en ung tyskers oplevelser i 2. Verdenskrigs sidste dage.
Ære og særligt venskab er nogle af temaerne i Ralf Rothmanns meget roste roman, der også sætter skylden i centrum, ikke bare hos dem, der deltog i krigen, men også hos dem, som ikke engang var født. Samme tema om skyld går igen i Jennifer Teeges ’Amon – min bedstefar ville have skudt mig’.
”Man kan ikke uden videre plaffe en såret mand ned, der må være regler for den slags. Jeg mener, vi er soldater, vi har ære i livet, dét siger de jo hele tiden, ikke? Det står på vores bæltespænde”.
17-årige Walter og Fiete er venner, de arbejder begge som malkere på en gård i Nordtyskland, og selv om der er mange, der bliver indkaldt til krigstjeneste i vinteren 44-45, er de begge overbeviste om, at de vil slippe fri, da der er brug for deres arbejdskraft på hjemmefronten. Men en aften er de inviteret til bal og gratis øl, og inden de får set sig om er de begge tilknyttet SS på Østfronten. Fiete er med i krigshandlingerne, mens Walter er chauffør ved forsyningtropperne.
Walter gør, som han får besked på, og han gør alt for at overleve midt i krigens rædsler, mens Fiete hele tiden snakker om at desertere for at komme hjem til sin gravide kæreste, selv om alle siger, at det bare er et spørgsmål om tid, inden krigen er forbi, og hvis han bliver fanget, vil han blive skudt som desertør. Kampene bliver mere voldsomme, og Fiete bliver såret. Sidst i marts 1945 flygter han. Han bliver fanget og dømt til døden ved skydning, og det er hans stuekammerater, der skal henrette ham. Walter forsøger at få Fiete benådet, men det lykkes ikke. Walter må stille sig op med et gevær og være med til at henrette ham – og den hændelse slipper ham aldrig. Er han skyldig eller uskyldig?
Walter overlever krigen, han kommer tilbage til sin kæreste, bliver gift og får barn, men han taler aldrig om sine hændelser i krigen, og han bliver mere og mere tungsindig og indelukket. Sønnen – forfatteren - forsøge at få faderen til at berette om sine oplevelser, men det vil han ikke, hvad skal det gøre godt for? I hans drømme og mareridt er oplevelserne meget nærværende.
Det er umuligt ikke at blive suget ind i romanens univers, som er meget realistisk og med store kontraster mellem død og skønhed. Der er de blodige slag, brutaliteten over for den besatte lokalbefolkning, fornemmelsen af en kalvs tunge, forråelsen, flygtningene, sulten, de tilrøgede knejper med kvinder, som forsøger at overleve, og tiden efter krigens afslutning, hvor de overlevende forsøger at leve som før, men med de konsekvenser, som deres handlinger har haft.
Ralf Rothmann er en Tysklands mest anerkendte og prisvindende forfattere. Stor tak til Rosinante for at udgive ham på dansk.
Oprindeligt skrevet af Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Kommentarer