Anmeldelse
Folketroens væsner : mellem hedenskab & kristendom
- Log ind for at skrive kommentarer
Trolde, nisser og elverpiger får nyt liv i flot illustreret bog om danske sagn og legender.
Folkemindesamler Evald Tang Kristensens enorme samling af fortællinger om bjergfolk, nisser og andre væsner fra den danske landbokultur i slutningen af 1800-tallet er omdrejningspunktet i denne flotte bog, som dykker ned i den gamle folketro. Oplagt læsning for alle historieinteresserede.
Benjamin Weber Pedersen står bag dette udpluk af fortællinger om de mest fremtrædende væsner fra den gamle danske folketro, som f.eks. nisser, ellefolk, drager og lygtemænd. Bogen er systematisk opbygget i fem overordnede kategorier: Underjordiske væsner, Vandets væsner, Farende væsner, Kryb og kæmper og Forbandede væsner. Hvert sagnvæsen får et kapitel, hvor forfatteren først opsummerer dets hovedtræk, og derefter følger så en række velvalgte nedslag i de beretninger om væsnet, som Evald Tang Kristensen indsamlede, fortrinsvis blandt den jyske almue i de sidste årtier af 1800-tallet, og som han senere udgav i sit flerbindsværk 'Danske sagn' (1892-1902). Beretningerne ledsages af en række meget stemningsfyldte illustrationer, hvor illustrator og kunstner Bianca Lykke Petersen giver sit bud på, hvordan folketroens fauna ser ud.
'Folketroens væsner' giver læseren et fantastisk indblik i den forestillingsverden, som historisk har været en del af den danske (og skandinaviske) folkekultur; vel at mærke uden, at man behøver at kæmpe sig gennem adskillige tykke bogbind. Man kan tydeligt mærke, at bogen er skrevet med stor begejstring for sagnvæsnerne, for folkemindeforskningen og for Evald Tang Kristensen, som bogen også er dedikeret til.
Benjamin Weber Pedersen skriver til den alment historieinteresserede læser og rammer folkemindestoffet flot ind med sine indledende og afsluttende kapitler. Der er lagt vægt på at lade kilderne tale for sig selv, uden at gøre teksten alt for analytisk og akademisk og uden forsøg på at bortforklare eller rationalisere fortidens forestillinger om overnaturlige væsner. Det er en tilgang, som er helt i Evald Tang Kristensens ånd, og som vil appellere til det brede publikum. Samlet set er 'Folketroens væsner' altså en både velskrevet og visuelt imponerende bog, som på fornemste vis formidler Evald Tang Kristensens liv og værk og den gamle danske folkekultur til en ny generation af læsere.

Kommentarer