At affinde sig med et handicap er ikke blot noget, den handicappede skal lære. Lige så vel skal forældrene, ja hele den handicappedes familie, gennem en lang proces for at indse, at vilkårene er anderledes end de normale. En sådan proces beskriver faderen til den spastiske Paolo i bogen "Født to gange". Guiseppe Pontiggia skulle selv være far til et handicappet barn, så når han i tilbageblik beskriver episoder fra tredive år med en handicappet søn, er det nok ikke tilfældigt, at bogen virker selvbiografisk.
I en let humoristisk, ironisk og filosofisk tone beretter faderen om bureaukratiet og behandlernes magtesløshed skjult bag professionalisme. Heldigvis møder familien også mere kompetente personer. En læge siger til dem, at handicappede børn fødes to gange: "De skal lære at færdes i en verden som den første fødsel har gjort ekstra besværlig for dem. Den anden fødsel afhænger af jer, af det I formår at give dem. ... Men i sidste ende bliver det en genfødsel også for jer."
Synsvinklen er hele tiden faderens. Man hører om hans ambitioner, oplevelser og reaktioner og hans dårlige samvittighed. Undervejs indser han, at man ikke bekæmper normalitetsbegrebet ved at benægte forskellene, men snarere ved at modificere sit billede af, hvad der er normalt. Moderen møder man kun indirekte, og først sent i bogen får man et indtryk af Paolo og den personlighed, han er blevet til. Og så er der faktisk endnu en søn i familien, som i hvert fald faderen slet ikke kan rumme at forholde sig til, efter at den handicappede lillebror er født.
Ud fra en forventning om, at bogen skulle handle om en handicappet og dennes families kamp for at få et godt liv, synes jeg ikke, bogen er 100 % vellykket, men den er velskrevet, og den giver et spændende billede af faderens udvikling.
Oversat af Cecilia Jakobsen. Gyldendal, 2002. 200 sider. Kr. 250,-
Kommentarer