Skøn og humoristisk bog om en mand, der ikke helt har fundet sig selv og kærligheden.
Julian Treslove er ugift, sidst i fyrrerne og en mand, der altid venter på, at der skal overgå ham en ulykke. Hans universitetsgrad er så uspecialiseret, at han ikke kan få et ordentligt job. Heldigvis er han en flot mand med et symmetrisk ansigt, så han tjener penge ved at ligne kendte mennesker.
Treslove har to gode venner, som begge er jøder. Den ene - den succesfulde Sam Finkler, forfatter til en masse filosofiske selvhjælpsbøger og tv-vært, og den anden - deres fælles gamle lærer Libor Sevcik.
Før Treslove mødte Finkler, havde han aldrig mødt en jøde. Han regnede med at en jøde ville være ligesom ordet jøde – lille og mørk og krybende. En hemmelighedsfuld person. Men Finkler var næsten orange og syntes at gå over alle tøjets bredder (… ). Hvis det var sådan alle jøder så ud, tænkte Treslove, så var Finkler, der rimede på sprinkler, et bedre navn til dem end jøder. Så det var det han for sig selv kaldte dem – finklere.”
Treslove begynder at tillægge sig jødiske træk, efter at han er blevet overfaldet i London af en kvinde, der måske eller måske ikke har været motiveret af antisemitisme. Treslove tror dog, at hun kaldte ham for jøde. Det sætter mange spørgsmål i gang hos Treslove, og han begynder katalogiseringen af, hvad han mener er Finkler-træk, Finkler-talenter, Finkler-skikke og så videre. Alt dette er de ting, Treslove ikke har. Heldigvis kan Treslove gennemanalysere hændelsen med sine to gode venner igen og igen.
Det er en bog med mange spørgsmål og mange dybe samtaler vennerne imellem. Hele bogen handler på en eller anden måde om at være eller ikke at være en finkler. Men det er også en bog om at finde kærligheden. Hvor Finkler og Sevcik begge er enkemænd og har haft kærligheden, så er det noget, Treslove længes efter. Treslove møder en jødisk kvinde, og det er meget underholdende at følge Tresloves forsøger på at blive mere finkleragtig.
Det er også en historie om at finde sin identitet og om at lære at acceptere sig selv. Det er en rigtig god bog, hvor man tænker over vennernes mere eller mindre alvorlige samtaler, og hvor man samtidig får lov til at trække på smilebåndet flere gange.
Kommentarer