Grænserne mellem faktion og fiktion er de senere år blevet mere slørede blandt andet med autofiktion, så der er god grund til at fundere over fiktionens væsen, som i denne Tænkepause.
Forfatteren, der er litteraturforsker ved Aarhus Universitet, tager udgangspunkt i diskussionerne om, hvornår fiktionen gjorde sit egentlige indtog i litteraturen og hvornår forfatterne klart signalerede, at det skrevne ikke var ren virkelighedsskildring. For eksempel er Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719 for nogle litteraturforskere, den første roman, men den blev ikke udgivet som en sådan. Crusoe og ikke Defoe stod som forfatter på titelbladet, så den påstod at være en sand fortælling.
Udover at diskutere Knausgaard kommer Gjerlevsen også blandt andet ind på TV-serien Klovn og det fænomen, at skuespillere tilsyneladende spiller sig selv, hvad der også er med til at besværliggøre skelnen mellem fiktion og facts – eller løgn og latin.
På den korte plads kommer hun rundt om mange interessante vinkler på fiktionen, for eksempel fiktionens evne til at gribe os, som da Charles Dickens bestormet af læsere, der anede slutningen på føljetonromanen Nelly og hendes bedstefar, og plagede ham om ikke at lade Nelly dø – eller da forfatteren selv som stort barn blev rystet af Dumbledores død i Harry Potter og halvblodsprinsen. Eller den måde, vi læser og oplever forskelligt på, hvor også den samme læser kan få vidt forskellige oplevelser med den samme tekst forskellige steder i livsforløbet.
Bogen er en rigtig god anledning til at reflektere over sit eget fiktionsforbrug og et godt forsvar for fiktionens nytteværdi.
Kommentarer