Anmeldelse
Faster Hildas testamente af Jeanne Goldschmidt
En vellykket romandebut, hvor forfatteren med kunstnerisk frihed giver et levende indtryk af sin farfar baseret på få facts.
Jeanne Goldschmidt debuterer som 73-årig med en velskrevet roman om sin jødiske farfar, Ernst Goldschmidt, som hun ikke har kendt. På kunstnerisk overbevisende vis fylder hun de mange huller ud mellem de spredte oplysninger fra malerier, breve, arkiver og notitser og skaber et engagerende helhedsindtryk af en mand fra en solid jødisk slægt, der vælger den usikre vej som maler, kunstkritiker og skribent. Forfatteren har valgt at lade Ernst selv fortælle om sit liv, og det bringer ham tættere på læseren.
To forliste ægteskaber, den ældste søns tidlige død og den yngste søns afvisning af ham tynger hans liv. Holdepunktet i hans omflakkende liv er ekskonens ugifte faster Hilda, der altid er der for ham. Hun fremstår som en stærk og gæv kvindeskikkelse i bogen. Forholdet til hende afspejler en bevægende intimitet, der kan opstå mellem to mennesker, der kender hinanden godt. Derudover har Ernst et nært forhold til broderen Alfred.
Bogen giver et tidsbillede af første halvdel af det 20. århundrede. Ernst oplever to verdenskrige og jødeforfølgelser, der får ham til at flygte til Sverige. Det er en periode med grøde i kunsten. Ernst færdes ligeså hjemmevant i kunstnerkredse i Paris som i København, og han er med til at grundlægge den eksperimenterende kunstnersammenslutning Grønningen.
Hans omflakkende bohemeliv og hans forbrug af kvinder er med til at ødelægge hans ægteskaber og forholdet til børnene. Alligevel er barnebarnets fremstilling af ham ikke fordømmende, men nuanceret og empatisk. Han fremstilles som en vidtløftig, men følsom kunstnersjæl, der begår en masse fejl, og hvis liv langsomt går i opløsning.
Flere romanforfattere har søgt tilbage til deres rødder med større eller mindre held. Jeanne Goldschmidt har klaret det overbevisende med sit nuancerede portræt af farfaderen, hvis historie bliver meget vedkommende. Man fornemmer familiens betydning, selv om Ernst pga. sin personlighed og sin livsstil bliver fremmedgjort over for den. Faster Hildas afskedsbrev røber, at der er en tredje søn, og selv om Ernst aldrig møder ham, er tanken en trøst i hans alderdom.
En vellykket romandebut, hvor forfatteren med kunstnerisk frihed giver et levende indtryk af sin farfar baseret på få facts.
Jeanne Goldschmidt debuterer som 73-årig med en velskrevet roman om sin jødiske farfar, Ernst Goldschmidt, som hun ikke har kendt. På kunstnerisk overbevisende vis fylder hun de mange huller ud mellem de spredte oplysninger fra malerier, breve, arkiver og notitser og skaber et engagerende helhedsindtryk af en mand fra en solid jødisk slægt, der vælger den usikre vej som maler, kunstkritiker og skribent. Forfatteren har valgt at lade Ernst selv fortælle om sit liv, og det bringer ham tættere på læseren.
To forliste ægteskaber, den ældste søns tidlige død og den yngste søns afvisning af ham tynger hans liv. Holdepunktet i hans omflakkende liv er ekskonens ugifte faster Hilda, der altid er der for ham. Hun fremstår som en stærk og gæv kvindeskikkelse i bogen. Forholdet til hende afspejler en bevægende intimitet, der kan opstå mellem to mennesker, der kender hinanden godt. Derudover har Ernst et nært forhold til broderen Alfred.
Bogen giver et tidsbillede af første halvdel af det 20. århundrede. Ernst oplever to verdenskrige og jødeforfølgelser, der får ham til at flygte til Sverige. Det er en periode med grøde i kunsten. Ernst færdes ligeså hjemmevant i kunstnerkredse i Paris som i København, og han er med til at grundlægge den eksperimenterende kunstnersammenslutning Grønningen.
Hans omflakkende bohemeliv og hans forbrug af kvinder er med til at ødelægge hans ægteskaber og forholdet til børnene. Alligevel er barnebarnets fremstilling af ham ikke fordømmende, men nuanceret og empatisk. Han fremstilles som en vidtløftig, men følsom kunstnersjæl, der begår en masse fejl, og hvis liv langsomt går i opløsning.
Flere romanforfattere har søgt tilbage til deres rødder med større eller mindre held. Jeanne Goldschmidt har klaret det overbevisende med sit nuancerede portræt af farfaderen, hvis historie bliver meget vedkommende. Man fornemmer familiens betydning, selv om Ernst pga. sin personlighed og sin livsstil bliver fremmedgjort over for den. Faster Hildas afskedsbrev røber, at der er en tredje søn, og selv om Ernst aldrig møder ham, er tanken en trøst i hans alderdom.
Kommentarer