Anmeldelse
Farvel, genfærd af Nadia Terranova
En datters savn og sorg over farens svigt males flot frem som en fortættet, klaustrofobisk tilstand, men romanen taber sin læser i forhastede konklusioner og klichefyldte åbenbaringer.
Ida er 36 og bor sammen med sin mand Pietro i Rom. Med blandede følelser rejser hun tilbage til Messina på Sicilien for at hjælpe sin mor med at tømme den lejlighed, hvor hun er vokset op, og hvor de, da Ida var 13 år gammel, blev forladt af faren, der en morgen gik fra hjemmet uden nogensinde at komme tilbage.
I et poetisk og spindelvævsagtigt sprog fortælles historien om et savn, der er så fortættet, at ikke engang den havluft, der omgiver Sicilien, giver plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. I stedet er Ida ved at kvæles af støv og gamle minder, der næsten ikke er til at holde ud.
Ida beskrives som et menneske, der lukker sig om sig selv. Hun lever i et lidenskabsløst ægteskab på tiende år, og forholdet til moren er anspændt og uden tilknytning. I stedet er Ida nærmest bange for nærheden og siger fx.
“Det ville være bedre hvis børn ikke blev opfostret af to forældre, men af hele samfundet, hvis de tilhørte et land, en landsby, og ikke biologien. Så ville denne frygtelige ejendomsret ikke længere eksistere”.
Alle Idas minder er forbundet med farens forsvinden. Hun er vokset op "som datter af Sebastiano Laquidaras fravær", og i det fravær har der ikke været plads til ret meget andet.
I sin både sympatiske og forståelige sorg virker Ida usympatisk og selvoptaget, hvilket står i tung kontrast til romanens lette sprog og tone. “Er det virkelig så svært for dig at have normale erindringer?” spørger moren da også Ida og har i den grad svært ved at rumme Idas konstante fokus på det, der ikke er og faktisk aldrig har været.
At Ida som den sørgende datter fremstår usympatisk og ude af stand til at rumme andres oplevelser og virkeligheder er i virkeligheden en ret interessant kontrast, der da også foldes en smule mere ud, da Ida møder en gammel barndomsveninde. Men ikke så meget som jeg havde håbet på, da jeg gik i gang med at læse romanen, som desværre tabte mig på halvvejen. Temaet er stort og motivet fyldigt, men desværre bliver læseoplevelsen en lille smule flad.
En datters savn og sorg over farens svigt males flot frem som en fortættet, klaustrofobisk tilstand, men romanen taber sin læser i forhastede konklusioner og klichefyldte åbenbaringer.
Ida er 36 og bor sammen med sin mand Pietro i Rom. Med blandede følelser rejser hun tilbage til Messina på Sicilien for at hjælpe sin mor med at tømme den lejlighed, hvor hun er vokset op, og hvor de, da Ida var 13 år gammel, blev forladt af faren, der en morgen gik fra hjemmet uden nogensinde at komme tilbage.
I et poetisk og spindelvævsagtigt sprog fortælles historien om et savn, der er så fortættet, at ikke engang den havluft, der omgiver Sicilien, giver plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. I stedet er Ida ved at kvæles af støv og gamle minder, der næsten ikke er til at holde ud.
Ida beskrives som et menneske, der lukker sig om sig selv. Hun lever i et lidenskabsløst ægteskab på tiende år, og forholdet til moren er anspændt og uden tilknytning. I stedet er Ida nærmest bange for nærheden og siger fx.
“Det ville være bedre hvis børn ikke blev opfostret af to forældre, men af hele samfundet, hvis de tilhørte et land, en landsby, og ikke biologien. Så ville denne frygtelige ejendomsret ikke længere eksistere”.
Alle Idas minder er forbundet med farens forsvinden. Hun er vokset op "som datter af Sebastiano Laquidaras fravær", og i det fravær har der ikke været plads til ret meget andet.
I sin både sympatiske og forståelige sorg virker Ida usympatisk og selvoptaget, hvilket står i tung kontrast til romanens lette sprog og tone. “Er det virkelig så svært for dig at have normale erindringer?” spørger moren da også Ida og har i den grad svært ved at rumme Idas konstante fokus på det, der ikke er og faktisk aldrig har været.
At Ida som den sørgende datter fremstår usympatisk og ude af stand til at rumme andres oplevelser og virkeligheder er i virkeligheden en ret interessant kontrast, der da også foldes en smule mere ud, da Ida møder en gammel barndomsveninde. Men ikke så meget som jeg havde håbet på, da jeg gik i gang med at læse romanen, som desværre tabte mig på halvvejen. Temaet er stort og motivet fyldigt, men desværre bliver læseoplevelsen en lille smule flad.
Kommentarer