Debutanten Glenn Bech tager med sit affektive og storslåede sørgeskrift erindringslitteraturen til et nyt sted, hvor sorgen sidder i selve sproget.
Hvordan ser et faderopgør ud, når ens far kun er en tåget erindring fra ens tidlige barndom? Og hvordan beskriver man en opvækst i fraværet af en far, der begik selvmord? Glenn Bech har gjort et overbevisende forsøg, hvor han beskriver konsekvenserne af farens selvmord. Dette faderlige fravær gør Bech via sproget konkret. Eller konkret er så meget sagt, for det kan diskuteres, hvor konkret Bechs springende og fragmenterede sprog er. Men det konkrete ligger i måden, hvorpå det fragmenterede sprog mimer det at erindre. For vi erindrer ikke i lige linjer. Især ikke, når det vi mindes er smerteligt og skamfuldt. Sjældent har jeg følt mig så følelsesmæssigt engageret som ved læsningen af dette storslåede sørgeskrift.
Selvom sporet omhandlende farens selvmord er det mest fremtrædende, flettes flere temaer fint sammen i romanen. Glenns forhold til sin mor og lillebror får eksempelvis øget spalteplads i bogens anden halvdel. Især søskendeforholdet, mellem Glenn og den to år yngre René – er, som alt andet i værket, meget ærligt beskrevet. Brødrene er vokset op i et fælles faderligt fravær. Og det påvirker unægtelig dem begge og deres interne forhold, som pendulerer mellem det drømmende og det realitetsbevidste:
”’ Så se! … Dér er ’kanonerne’, og dér er ’sejlet’ … dér er ’spidsen’, og dér er … ’styrehuset?’ … Det er ’Farskibet’ siger jeg: ’Gigaskyen der … Det er Fars skib –’ / … Og René? … træder et, ét skridt længere væk … ’Farskibet?’ gentager han … stående med? … den storebror i øjnene, som ’jeg?’ … burde være? … ér blevet … bange for lige at have lovet ham, jeg nok skal blive til?’ ”
Glenn og René er fælles om farens fravær, selv om de håndterer det forskelligt. Og de er også fælles om hadet til de to nye stedfædre; Erik og Søren, der på hver deres måde dyrker en usund form for maskulinitet. Eller som Glenn selv betegner det; en giftig maskulinitet. Den selv samme maskulinitet, som medførte farens selvmord og som forfølger Glenn gennem hans opvækst og ungdomsår, hvor han blandt andet udsættes for homofobisk udskamning. Giftig maskulinitet understreges derved som en iboende del af vores kultur, der fastholder verden i en ubalance.
Tematisk er ’Farskibet’ beslægtet med franske Edouard Louis’ Hvem slog min far ihjel og Færdig med Eddy Bellegueule, hvori opvæksten ligeledes bliver beskrevet som skammelig og arret af en altdominerende giftig maskulinitet. Her dog med en far, der fysisk er meget tydeligt tilstede i teksten. Louis og Bech er begge unge, stærke og følsomme stemmer, som gør op med faktorer, der længe er blevet antaget som immanente og uforanderlige. De minder os om, at meget bør og kan ændres. Og med stemmer som disse er vi på rette kurs.
Kommentarer