Spændende, tankevækkende og meget velskrevet roman om kvindefrigørelse, religion og kulturel identitet.
'Evas tre døtre' har tre spor: Istanbul i 1980’erne, Oxford i 2000-2002 og Istanbul i 2016. Handlingen springer mellem årene.
Peri bor i Istanbul, og hendes barndom er præget af store splittelser i familien, faderen er ateist, mens moderen er troende muslim, og hverdagen er fyldt med skænderier mellem de to. Også familiens tre børn er meget forskellige, den ældste bliver fængslet på grund af sin marxistiske overbevisning. Peri er meget dygtig og ambitiøs, og selv om hendes mor stritter imod, lykkes det Peri med faderens hjælp at komme til at studere i Oxford. Her møder hun en helt ny verden, og Peri føler sig mere og mere splittet.
Peri får to veninder. Mona er overbevist muslim og meget pligtopfyldende, mens Shirin, som er født i Persien, men opvokset i Vesten, er seksuelt frigjort og lidt af en rebel. De tre kvinder – Evas tre døtre - repræsenter synderen, den troende og den forvirrede. En fjerde meget vigtig person er den udfordrende og charmerende professor Azur, som man enten hader eller elsker. Han afholder kurser om ikke mindre end gud, og selv om Peri bliver advaret om at deltage i hans kursus, følger hun det, og det får helt uoverskuelige konsekvenser for dem alle:
”Der var kommet en revne i den dæmning, hun havde bygget op i løbet af årene med det formål at blokere uønskede følelser fra at komme ind hendes hjerte. Nu piblede en lille smule melankoli ind genne revnen”.
I 2016 er Peri på vej til et middagsselskab i sin bil sammen med datteren. De sidder i en trafikprop, og pludselig bliver bagdøren åbnet, og en tigger stjæler Peris taske. Uden at overveje det nøjere springer Peri ud af bilen, forfølger tyven, og det lykkes hende at få fat på tasken. Nederst i tasken har der i mange år ligget en billede med de tre kvinder og professoren, og selv om Peri har forsøgt at fortrænge alle minder om det, der skete i Oxford, kan hun ikke længere holde dem tilbage.
Selve historien om Peris liv er meget spændende, og de mange temaer, der tages op i romanen – kvinder og kvindeundertrykkelse, tro, forelskelser, veninder og Tyrkiets historie – udgør tilsammen en meget helstøbt roman. Strukturen kan godt virke lidt forvirrende i starten, men til sidst hænger det hele godt sammen. Hvis der er læsekredse, som tør binde an med lidt krævende romaner, er her samtalestof til flere aftener.
Tyrkisk-engelske Elif Shafak er et af de nyere forfatterskaber, som jeg er sikker på, vi kan vente os meget godt fra. På dansk har vi udover den fantastiske historie om Arkitektens lærling de meget roste romaner Bastarden fra Istanbul og 'Ære'. Og mere er på vej.
Kommentarer