Anmeldelse
Eva Hornung: Hundedreng
Fra Bogbrokken
Man kunne måske tro på navnet, at Eva Hornung kunne være en ny dansk forfatter, men hun er australier og vandt i 2010 den største litteraturpris i sit hjemland for denne bog om en forældreløs dreng i Moskva.
Og historien er god: Den fireårige Romochka bliver forladt, først af sin mor og siden af sin "onkel" i en betonslumejendom i udkanten af Moskva. Sulten driver ham ud, og han møder en klan af vilde hunde, der tager ham til sig og opdrager ham til at være i klanens hierarki og lære deres "sprog". Han lærer at jage i flok og behandle sine egne og de andres sår ved at slikke på dem men også at vise hengivenhed og respekt på hundske måder.
Men de militser, som jager både vilde hundeflokke og gadebørn i Moskvas postkommunistiske fattigdom, er til evig fare, især efter at Romochka bliver et prestigefyldt mål for indfangningerne, og efter at adfærdspsykologen Dmitri for alvor begynder at interessere sig for ham.
Det er en så anderledes roman, at jeg aldrig har læst noget, der ligner den. Det nærmeste, jeg nok kan komme, er Emma Donaghues bog Rum om moderen og drengen, der bliver holdt indespærret af en Joseph Fritzl-lignende figur. Men her er det en flerårig identifikation med hunde og liv som hund, der skaber Romochka og hans liv - og det er vanvittigt spændende og siderne sluger sig selv i både de dramamatiske episoder og i hverdagsbeskrivelserne. Og så er det en bog, der kan lugtes - en stank af fordærvede ådsler, hundepels, snavs, råd og lort.
Hvor meget, jeg bruge bogen til på den helt lange bane, er jeg ikke helt klar over - men historien er fremragende skruet sammen om end til tider nok noget romantiserende over det liv, der skildres.
Men jeg er klar til at anbefale Hundedreng varmt, når den kommer på hylderne på biblioteket. Det bliver en bog, som jeg vil huske.
Fra Bogbrokken
Man kunne måske tro på navnet, at Eva Hornung kunne være en ny dansk forfatter, men hun er australier og vandt i 2010 den største litteraturpris i sit hjemland for denne bog om en forældreløs dreng i Moskva.
Og historien er god: Den fireårige Romochka bliver forladt, først af sin mor og siden af sin "onkel" i en betonslumejendom i udkanten af Moskva. Sulten driver ham ud, og han møder en klan af vilde hunde, der tager ham til sig og opdrager ham til at være i klanens hierarki og lære deres "sprog". Han lærer at jage i flok og behandle sine egne og de andres sår ved at slikke på dem men også at vise hengivenhed og respekt på hundske måder.
Men de militser, som jager både vilde hundeflokke og gadebørn i Moskvas postkommunistiske fattigdom, er til evig fare, især efter at Romochka bliver et prestigefyldt mål for indfangningerne, og efter at adfærdspsykologen Dmitri for alvor begynder at interessere sig for ham.
Det er en så anderledes roman, at jeg aldrig har læst noget, der ligner den. Det nærmeste, jeg nok kan komme, er Emma Donaghues bog Rum om moderen og drengen, der bliver holdt indespærret af en Joseph Fritzl-lignende figur. Men her er det en flerårig identifikation med hunde og liv som hund, der skaber Romochka og hans liv - og det er vanvittigt spændende og siderne sluger sig selv i både de dramamatiske episoder og i hverdagsbeskrivelserne. Og så er det en bog, der kan lugtes - en stank af fordærvede ådsler, hundepels, snavs, råd og lort.
Hvor meget, jeg bruge bogen til på den helt lange bane, er jeg ikke helt klar over - men historien er fremragende skruet sammen om end til tider nok noget romantiserende over det liv, der skildres.
Men jeg er klar til at anbefale Hundedreng varmt, når den kommer på hylderne på biblioteket. Det bliver en bog, som jeg vil huske.
Kommentarer