Anmeldelse
Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper
Varm, rørende og helt unik fortælling fra Canada om den 83-årige Etta på sit livs vandretur, om mændene i hendes liv – plus en enkelt talende prærieulv.
”Måske skulle jeg tage væk, sagde Etta. Et sted for folk, der glemmer sig selv.”
83-årige Etta er begyndt at blive dement, og da hendes største ønske altid har været at se havet, beslutter hun sig for at vandre af sted, mens hun stadig kan huske at komme tilbage. En morgen står hun tidligt op, tager sine bedste støvler på, pakker en taske med fire sæt undertøj, en varm sweater og andre fornødenheder sammen med en riffel og et fiskekranium. Desuden har hun en seddel, hvor der står hendes navn på sammen med navnene på hendes nærmeste familie. Hjemme har hun efterladt en bunke kort med opskrifter på alle de retter hun altid har lavet, så Otto – hendes mand – kunne finde ud at lave sin mad selv.
Etta begynder på sin lange vandring på 3232 km, og undervejs får hun følgeskab af James, som er en meget klog – og talende – prærieulv.
Det bliver både en fysisk rejse mod Halifax, men også en rejse tilbage til Ettas barndom, og de mennesker, som har været hendes nærmeste : hendes forældre og søster, ægtemanden Otto, som gemmer på forfærdelige erindringer fra sine oplevelser i 2. Verdenskrig, og vennen Russell, som altid har været forelsket i Etta, men som blev vraget af hende.
Romanen er fyldt med søde, humoristiske og overraskende hændelser. Etta bliver berømt for sin vandretur, og der er visse lighedstræk med Forrest Gumps lange løbetur. En dag er der en avisartikel om hende, og Otto køber 324 eksemplarer af avisen, klipper billedet af hende ud, og overvejer så hvad han bruge resterne af aviserne til. Han når frem til fire muligheder : afbrænding, havebrug (såpotter), underlag til dyr og andet, måske skulpturer. Han vælger at anskaffe sig en hamster og begynder at lave dyr af papmache. Fiskekraniet viser sig at kunne give Etta råd og svare på fransk på nogle af hendes spørgsmål, mens prærieulven viser sig at være en god følgesvend.
Romanen svinger mellem fortid og nutid, mellem en varm nutid på en støvet og tør bondegård i Canada og en støvet fortid med krig, fortvivlelse, død .
Emma Hoopers debutroman var for mig en stor læseoplevelse med megen visdom og humor, bogen består af mange små afsnit, som tilsammen tegner fine billeder af personerne, og jeg mindes ikke at hæve læst noget lignende. Det er også en bog med håb, for den fortæller om, hvor langt man er villig til at gå for kærlighedens skyld – og slutningen er ren poesi.
Varm, rørende og helt unik fortælling fra Canada om den 83-årige Etta på sit livs vandretur, om mændene i hendes liv – plus en enkelt talende prærieulv.
”Måske skulle jeg tage væk, sagde Etta. Et sted for folk, der glemmer sig selv.”
83-årige Etta er begyndt at blive dement, og da hendes største ønske altid har været at se havet, beslutter hun sig for at vandre af sted, mens hun stadig kan huske at komme tilbage. En morgen står hun tidligt op, tager sine bedste støvler på, pakker en taske med fire sæt undertøj, en varm sweater og andre fornødenheder sammen med en riffel og et fiskekranium. Desuden har hun en seddel, hvor der står hendes navn på sammen med navnene på hendes nærmeste familie. Hjemme har hun efterladt en bunke kort med opskrifter på alle de retter hun altid har lavet, så Otto – hendes mand – kunne finde ud at lave sin mad selv.
Etta begynder på sin lange vandring på 3232 km, og undervejs får hun følgeskab af James, som er en meget klog – og talende – prærieulv.
Det bliver både en fysisk rejse mod Halifax, men også en rejse tilbage til Ettas barndom, og de mennesker, som har været hendes nærmeste : hendes forældre og søster, ægtemanden Otto, som gemmer på forfærdelige erindringer fra sine oplevelser i 2. Verdenskrig, og vennen Russell, som altid har været forelsket i Etta, men som blev vraget af hende.
Romanen er fyldt med søde, humoristiske og overraskende hændelser. Etta bliver berømt for sin vandretur, og der er visse lighedstræk med Forrest Gumps lange løbetur. En dag er der en avisartikel om hende, og Otto køber 324 eksemplarer af avisen, klipper billedet af hende ud, og overvejer så hvad han bruge resterne af aviserne til. Han når frem til fire muligheder : afbrænding, havebrug (såpotter), underlag til dyr og andet, måske skulpturer. Han vælger at anskaffe sig en hamster og begynder at lave dyr af papmache. Fiskekraniet viser sig at kunne give Etta råd og svare på fransk på nogle af hendes spørgsmål, mens prærieulven viser sig at være en god følgesvend.
Romanen svinger mellem fortid og nutid, mellem en varm nutid på en støvet og tør bondegård i Canada og en støvet fortid med krig, fortvivlelse, død .
Emma Hoopers debutroman var for mig en stor læseoplevelse med megen visdom og humor, bogen består af mange små afsnit, som tilsammen tegner fine billeder af personerne, og jeg mindes ikke at hæve læst noget lignende. Det er også en bog med håb, for den fortæller om, hvor langt man er villig til at gå for kærlighedens skyld – og slutningen er ren poesi.
Kommentarer