I Paris forsøger den unge Thorkild Hansen at blive klogere på litteratur, kvinder, livet og sig selv. Dagbogsgenren kalder på et autentisk indblik, men fortællingen vil læseren noget andet.
Thorkild Hansen (1927-1989) skilte sig som litterat ud i sin samtid ved at skrive episke, dramatiske værker med scener i eksotiske egne, men også ved at arbejde inden for skellet mellem virkelighed og fiktion. Han beskæftiger sig især med dagsbogsformatet i form af rejseskildringer, men også i form af bl.a. hans romaner Det Lykkelige Arabien (1962) og ’Jens Munk’ (1965), som begge i en vis grad er baseret på dagbøger. I 1974 udkommer han med dagbogen ’De søde piger’ fra årene 1943-1947, og helt op til sin død redigerer han på dagbogsværket ’Et Atelier i Paris’ fra årene 1947-1952, som udkommer i 1990.
’Et Atelier i Paris’ begynder i 1947, hvor unge Thorkild ankommer til Paris. Med stor rejseappetit og et stipendium i bagagen udlever han sine ungdomsår i byernes by. Et valg om at droppe studierne medfører ideen til en ny bog, og en aftale om at sende artikler hjem til Ekstra Bladet udfordrer og holder ham i gang. Han går i teatret, læser stakkevis af bøger, eksperimenterer med kvinder og bliver tætte venner med baronen Jean Seilliére, som både hjælper ham med at blive indlogeret i et atelier i Rue de Passy og muliggør de mange beskrevne rejser.
Tiden i Paris kan ses som en dannelsesrejse for Thorkild, hvor han går fra ung til voksen gennem oplevelser, erfaringer og tanker om alt fra erotiske eskapader og frihedsdrømme til venskabet med Jean og ægteskabet med Birte – en ung, dansk kvinde, som han gifter sig med i 1951.
Dagbogen slutter i 1952, hvor Thorkilds liv i Paris har nået til vejs ende. Han vender hjem til Danmark med den gravide Birte ved sin side, og med dansk jord under fødderne skal han nu forholde sig til voksenlivets valg og ansvar.
”Over for dem sidder Birte og jeg. Birte med sit barn i maven, dreng eller pige? Jeg med mine 250 overstregne foliosider i kufferten. Gyldendal eller Wivel eller ingen ste-der? ,,Ekstrabladet” eller ,,Information”? (…) Jeg har aldrig givet skæbnen så mange løse ender at lege med; min udrejse for fem år siden var i sammenligning ganske lige-til.”
Selvom dagbogsværket understøttes genremæssigt af bl.a. de dokumentariske korrekte detaljer og de daterede afsnit, adskiller værket sig en del fra den klassiske dagbog. Dagbogsværket giver et kontinuerligt og deltaljeret indtryk af tiden i Paris, og Hansen formår at fastholde læseren gennem spændende situationsbeskrivelser og i det overordnede narrativ om en ung mands rejse.
5 år efter dagbøgernes udgivelse udkommer Poul Behrendt med bogen ’Djævlepagten’, som beskriver dagbøgerne som, til en vis grad, værende fiktion og demaskerer, og i hvor høj grad de er blevet redigeret af Hansen. Dagbøgerne skal altså ikke læses for at få et autentisk indblik i Hansens liv, men i stedet for at få en god historie om en ung mands rejse hen imod voksenlivet.
Anmeldt af Signe Henriksen og Marie Daugbjerg
Kommentarer