Vellykket debutroman om det år i Annas liv, hvor utroskab smadrer hendes ellers på overfladen så velordnede tilværelse.
Titlen er diffus, men beskriver alligevel meget præcist hovedpersonens følelse af at være hjemløs i sit eget liv og hendes manglende evne til at leve i nuet. Historien om den unge kvinde, der føler sig fanget i parforholdsfælden og mod al sund fornuft indleder et forhold til en gammel kæreste, lyder også uendeligt banal – men jeg blev fanget af fortællingen. Forfatteren har et skarpt blik for mellemmenneskelige relationer og forstår sprogligt at formidle alt det usagte med en seismografisk følsomhed, der vidner om stor social intelligens.
Vi følger Annas liv i to parallelle spor på hver side af det år, hvor alting ramler. I starten forlader hun sin fornuftige kæreste og deres fælles datter for at tage til Norge og assistere sin noget ældre halvbror, der har bollet ved siden af og er blevet afsløret af sin kæreste. Helt tilfældigt træder den mand, som hun engang var forelsket i, ind i sovekupéen, og Anna falder i med begge ben, selv om han dengang var en sjuft og slet ikke god for hende.
Et år efter sidder hun alene i en ny lejlighed med stabler af flyttekasser, som hun ikke orker pakke ud. Datteren er hos sin far, hendes elskede mormor ligger for døden, og langsomt afdækkes et traume fra barndommen, som er baggrunden for hendes underligt distancerede forhold til forældrene. Anna er således helt nede på bunden at vende, og hendes selvdestruktive sårbarhed beskrives så indlevet hudløst som hos en Vita Andersen.
Jeg er ikke psykoterapeut, så jeg kan ikke præcist redegøre for barndommens betydning for Annas reaktionsmønstre som voksen, men jeg kan i hvert fald se, hvordan kærligheden indgår i en destruktiv spiral. I det moderne parforholds arena (”det var tilsyneladende blevet min opgave at forsyne ham med friske frustrationer”) bliver taberen den, der elsker mest, og kærlighed bliver noget, man skal gøre sig fortjent til. Noget for noget og krav om modydelser med næsten overtydelig symbolik beskrevet i den dyre gave, som Anna køber til sin far, men som han afviser.
Ligesom Trude Marsteins roman Hjem til mig, som jeg også lige har læst, giver bogen desuden indblik i utroskabens afmagt. Det er ikke nødvendigvis utilfredshed med partneren, der forleder til et dobbeltliv, men snarere fordi man oplever en indre mangeltilstand. Det værste er ikke de løgne, man stikker andre, men dem man fortæller til sig selv. Lad det være jer en trøst, alle I bedragne derude: Den, der er utro, lider også alle helvedes kvaler.
Originally published by Mie Henriksen, Litteratursiden.
Kommentarer