Spændende og personlig skildring af den danske rødstrømpebevægelse og kvindesagens betydning for den enkelte.
I 1971 arrangerede Rødstrømpebevægelsen Femø Kvindelejr for første gang. Blandt ø-lejrens deltagere var der kvinder, der blev så inspireret af ø-lejrens stemning, at de efter ø-lejren bestemte sig for at besætte et hus i København for at finde ud af, hvad kvinder ville og kunne selv uden at skulle forholde sig til mænd. Dermed blev der givet plads til at kunne være kvinde på en ny og mere ligeværdig måde.
Efter besættelsen valgte syv kvinder, at lave et kvinde-kollektiv. Det er disse syv kvinders tanker og oplevelser – forfatterens syv mødre – som danner fortællingen om, hvordan det var at være en del af rødstrømpe- og kvindebevægelsen i 1970’erne og behandler nogle af følgende spørgsmål:
Hvordan var det at være lige midt i bevægelsens kerne? At være kvinder med forskellige baggrunde og ønsker til bevægelsen? At have samme mål, men forskellige meninger om, hvordan de skal nås? At have forskellige oplevelser af, hvordan dette nye kvindeliv skulle udleves?
Bogen er opbygget kronologisk, men fortællingen er et sammensurium af de syv kvinders erindringer, arkivkilder og andet litteratur. Ipsen har siden 2009 indsamlet erindringerne igennem interviews med de enkelte kvinder, men også i forskellige konstellationer af kvinderne. Hendes intention med bogen har været, at bogen skulle blive til sammen med hendes mødre, og dermed skulle bogen afspejle kvindernes relationer til hinanden.
Der er udgivet mange personlige beretninger om rødstrømpe- og kvindebevægelsen, og denne er et rigtigt godt supplement til de øvrige kilder om emnet. Styrken ved denne bog er, at det netop er en social og samlende tekst om forskellige kvinder og om deres vej ind i bevægelsen, deres personlige oplevelser (positive såvel som negative) og deres eftertanker. Nok er bogens syv kvinder forfatterens mødre, og dermed kan teksten måske til tider være farvet af hendes nære relation til disse kvinder, men det vedgår hun sig.
Kommentarer