En sværvægter i dansk politik fortæller åbenhjertigt og detaljeret om sit lange politiske virke med enkelte afstikkere til privatlivet. Hverken tandløst eller stærkt polemisk.
Mogens Lykketoft har haft en lang og glorværdig karriere i dansk politik: Medlem af Folketinget, skatteminister, finansminister, udenrigsminister, partiformand og formand for Folketinget. Ydermere har han bestridt den vigtige post som formand for FN’s Generalforsamling. Bogen handler først og fremmest om politikeren Lykketoft, men det private indflettes i passende doser, så man får et indtryk af det hele menneske. Som læser bliver man meget klogere på det politiske spil, også bag kulisserne.
Lykketoft er kritisk over for flere politikere, både i Socialdemokratiet og de øvrige partier, men hans kritik er velbegrundet og et plus for bogen, der hverken er tandløs eller stærkt polemisk. Han har fortrudt enkelte ting i sin politiske karriere, men han sætter ikke sit lys under en skæppe, og det behøver han heller ikke, for han fremstår som en meget dygtig, erfaren og pragmatisk politiker, der formår at forhandle resultater på plads. En politikers erindringer kan af gode grunde ikke være upartiske, men Lykketofts bog er både sober og velskrevet og er en vigtig brik i nyere dansk politisk historie.
Lykketoft går kronologisk frem. Allerede som skoledreng var han en nørd med interesse for historie og politik. Som universitetsstuderende var han et aktivt medlem af de socialdemokratiske studerendes forening Frit Forum. Derefter fik han job som studentermedarbejder og senere leder af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor han fik rig lejlighed til i praksis at udøve sine politiske færdigheder, og hvor han fik værdifulde kontakter.
I 1981 blev Lykketoft som kun 35-årig udnævnt til skatteminister i Anker Jørgensens regering, og derefter gik det stærkt med hans politiske karriere. Han giver et godt indtryk af samfundsudviklingen i perioden og skriver levende om sit virke på forskellige poster, om vanskelighederne ved at samarbejde på tværs af partiskel og om fløjkrigene i Socialdemokratiet. Han kritiserer ikke kun politikere fra andre partier som Lars Løkke og Anders Fogh Rasmussen. Han er også stærkt kritisk over for politikere inden for egne rækker som Helle Thorning og hendes højredrejede politik og den højrøstede Karen Jespersen. Andre som Svend Auken og Ritt Bjerregaard får også med krabasken, men han har blik for deres stærke sider og kan samarbejde med dem.
Lykketoft blev aldrig statsminister, men kan se tilbage på en lang og tilfredsstillende politisk karriere, hvor han har kunnet gøre sin indflydelse gældende. Han vedgår dog et par grimme politiske svipsere, som at han medvirkede til at privatisere TDC og ikke i tide indså, at elektrificering af DSB er vejen frem. Efter valget i juni i år forlod han Folketinget, men er stadig et politisk menneske, nu bare med større frihed. Bogens undertitel 'Holdning og handling' forstår jeg sådan, at han er et menneske med gedigne socialdemokratiske værdier, men som aktiv politiker måtte han gå på kompromis med holdninger for at kunne handle.
Kommentarer