Isherwoods mesterværk tegner et hjertegribende og sjældent nuanceret portræt af en midaldrende mand, der kæmper for at vinde over sorg, udstødelse og ensomhed.
Den britiske forfatter Christoffer Isherwoods roman om den 54-prige homoseksuelle universitetslærer George Falkoner ligger fuldt velfortjent på den engelske avis The Guardians top 100 over verdens bedste romaner. Mange fik øjnene op for den, da den blev filmatiseret med Colin Firth i hovedrollen. Men indtil da har værket altid stået i skyggen af romanerne 'Mr. Norris skifter tog' og den ikoniske Goodbye to Berlin, der dannede litterært forlæg til den verdensberømte musical 'Cabaret'. Selv betegnede Isherwood 'Ene mand' som sit mesterstykke.
George har netop mistet sin samlever Jim, der er omkommet i en bilulykke, og han kæmper med at komme sig over tabet. Vi befinder os i Santa Monica 1962, lige efter Cuba-krisen, og den britiske tilflytter George underviser på et universitet i LA - ligesom Isherwood selv gjorde, efter han var emigreret til USA.
'Ene mand' er en stramt opbygget fortælling, der strækker sig over et døgn i Georges liv, og den kan inddeles i syv scener. Den starter om morgenen, hvor George vågner langsomt og alene i det store hus, hvor han levede sammen med Jim. I lighed med James Joyces 'Ulysses' indeholder morgenstunden også et toiletbesøg og øvrige beskrivelser af morgenens gøremål; at klæde sig på og gøre sig klar til arbejde. Isherwoods eminente beskrivelser af den triste opvågning, der stille beskriver Georges ubeskrivelige savn, driver handlingen handlingen fremad. I næste scene følger vi George på vej til arbejde, og her oplever læseren for alvor hans foragt til alt fra byplanlægning til naboerne, som han mener marginaliserer og bagtaler ham.
Derefter følger vi en af Georges forelæsninger (om Huxley, som romanen har mange referencer til), og vi præsenteres for en række af hans studerende, heriblandt Kenny. Derefter et stærkt symbolladet besøg hos en døende veninde, hvor George beslutter sig for at foretage sig noget så dagligdags som at spise middag hos en anden veninde, Charlotte kaldet Charlie. Her bliver Georg temmelig beruset, og i stedet for at gå lige hjem ender han på en bar. Her møder han Kenny. Efter en voldsom nat ender det med, at de to følges hjem til George for at sunde sig. De to mænd fører lange samtaler, og et af emnerne er, hvorvidt man udvikler sig i løbet af livet. Det afviser George:
“Efter min mening er jeg støt og roligt blevet mere og mere og mere tåbelig.”
'Ene mand' er en meget åbenhjertig roman, hvor Isherwood også tør skildre sin hovedpersons negative karakteregenskaber - for eksempel hans had og afmagt. Men på trods af, at forfatteren skildrer Georges usympatiske sider, får man alligevel sympati for ham, fordi Isherwood lader os forstå hans bevæggrunde - hans sorg og ensomhed.
Ud over hadet, er seksualiteten også en stærk drivkraft i George. Romanen indeholder meget åbenhjertige skildringer af forskellige kropslige forhold. Fra sygdom, død og seksualitet. De må i 1962 have virket grænseoverskridende - og kan muligvis også gøre det i dag. Især den noget udpenslede, meget stærke onaniscene, der modigt beskriver en mand i krise, der trods sorgen ikke har lukket ned for alle drifter, men forsøger at leve videre.
Mange har spekuleret i, i hvor høj grad værket er biografisk, og om George er Isherwood. Lighederne er mange. Isherwood var selv homoseksuel, og emigrerede til USA, blev amerikansk statsborger og boede i Santa Monica, Californien. Han mærkede marginaliseringen på egen krop.
'Ene mand' er en afsindig stærk roman om en midaldrende mands kamp for livet. Den virker stadig moderne og temaerne, sorg, savn, sygdom, kærlighed og seksualitet gør den både vedkommende og til en eminent roman om den universelle magtesløshed og sorg og om at skabe mening i det meningsløse. Det er en roman, der med sin stille styrke griber os om hjertet og rører os dybt. Samtidig står det soleklart, hvor stor en stilist Isherwood var, og hvorfor denne eminente forfattere fortjener den klassikerstatus, som han heldigvis har.
Kommentarer