Anmeldelse
En naturlig roman af Georgi Gospodinov
En lille perle af en bog om en forfatter, der skal skilles fra sin kone, som venter et barn med en anden mand.
Han forsøger på en både levende og morsom måde at få hold på sin tilværelse. Ved at fundere over sit liv og verdens indretning. Han overvejer tillige de bedste måder og kombinationsmuligheder, hvormed man kan skrive en roman, hvilket han gør ved at skrive en ikke-roman.
Hovedpersonen, der tilfældigvis bærer samme navn som forfatteren, skal skilles fra sin kone, fordi han ved, at han ikke er ophavsmand til det barn, hun venter. Følgende citat, der beskriver oplevelsen af dette, giver både det rørende og tragiske i situationen, men viser samtidig den underspillede, stilfærdige tone, der holder historien igennem: ”For hver dag der gik blev min hustru mere og mere mor lige for øjnene af mig, mens jeg ikke kunne blive far.”
Han bosætter sig i parken med sin uadskillelige gyngestol, sin pibe og sine drømme om at skrive en roman uden ydre handling, bare bestående af tilfældigt sammensatte begyndelser fra berømte romaner. Efter livet som hjemløs ender han til sidst i et gammel hus med have, som han tilplanter med fremmede og mystiske vækster, og bruger tiden til at bekymre sig meget over ubalancen i verden, som han forsøger at holde i ligevægt.
Romanen igennem prøver han at finde ud af, hvordan han skal leve, efter at hans verden er faldet sammen. Han oplever verden fragmenteret, ligesom fluen må gøre det med sine facetterede øjne, og han skriver da også om fluens konstruktion. Endvidere fortæller han den meget morsomme barndomsoplevelse af sammenkoblingen mellem Gud og elektriciteten.
Han spekulerer over ordenes kønsliv, mediterer over sammenhængen mellem bier og sprog, og om man kan skrive en bog, der udelukkende består af verber? Når tingene tager overhånd, lukker han sig inde på lokum, det eneste sted, hvor man kan være i fred og skriver tillige sit bidrag til lokummets naturhistorie, som han mener hidtil har manglet i den vestlige kulturhistorie!
Forfatteren nedbryder på en levende og begavet måde romangenren og får læseren til at overveje, hvordan vi skaber mening med ordene. Han vil fortælle en historie ved ikke at fortælle den, men får dog berettet sin meget personlige historie, afbrudt af de forskellige små tekster og essays - nogle fabulerende, andre realistiske – og det hele hænger fint sammen alligevel.
Bogen er holdt i et ganske normalt talesprog, hvilket gør bogen meget let at læse - samtidig er den både morsom og lidt vanvittig indimellem, hvilket gør bogen til en herlig oplevelse.
Forfatteren, der er bulgarer og er født i 1968, har tidligere udgivet to digtsamlinger og en novellesamling og er tillige redaktør af et litteraturtidsskrift. Han har fået sit internationale gennembrud med denne roman, som er hans første bog, oversat til dansk.
Målgruppen er den intellektuelle læser, der ikke er bange for at give sig i kast med eksperimenterende romanformer, men den er ikke elitær og kan sagtens læses af de fleste.
En lille perle af en bog om en forfatter, der skal skilles fra sin kone, som venter et barn med en anden mand.
Han forsøger på en både levende og morsom måde at få hold på sin tilværelse. Ved at fundere over sit liv og verdens indretning. Han overvejer tillige de bedste måder og kombinationsmuligheder, hvormed man kan skrive en roman, hvilket han gør ved at skrive en ikke-roman.
Hovedpersonen, der tilfældigvis bærer samme navn som forfatteren, skal skilles fra sin kone, fordi han ved, at han ikke er ophavsmand til det barn, hun venter. Følgende citat, der beskriver oplevelsen af dette, giver både det rørende og tragiske i situationen, men viser samtidig den underspillede, stilfærdige tone, der holder historien igennem: ”For hver dag der gik blev min hustru mere og mere mor lige for øjnene af mig, mens jeg ikke kunne blive far.”
Han bosætter sig i parken med sin uadskillelige gyngestol, sin pibe og sine drømme om at skrive en roman uden ydre handling, bare bestående af tilfældigt sammensatte begyndelser fra berømte romaner. Efter livet som hjemløs ender han til sidst i et gammel hus med have, som han tilplanter med fremmede og mystiske vækster, og bruger tiden til at bekymre sig meget over ubalancen i verden, som han forsøger at holde i ligevægt.
Romanen igennem prøver han at finde ud af, hvordan han skal leve, efter at hans verden er faldet sammen. Han oplever verden fragmenteret, ligesom fluen må gøre det med sine facetterede øjne, og han skriver da også om fluens konstruktion. Endvidere fortæller han den meget morsomme barndomsoplevelse af sammenkoblingen mellem Gud og elektriciteten.
Han spekulerer over ordenes kønsliv, mediterer over sammenhængen mellem bier og sprog, og om man kan skrive en bog, der udelukkende består af verber? Når tingene tager overhånd, lukker han sig inde på lokum, det eneste sted, hvor man kan være i fred og skriver tillige sit bidrag til lokummets naturhistorie, som han mener hidtil har manglet i den vestlige kulturhistorie!
Forfatteren nedbryder på en levende og begavet måde romangenren og får læseren til at overveje, hvordan vi skaber mening med ordene. Han vil fortælle en historie ved ikke at fortælle den, men får dog berettet sin meget personlige historie, afbrudt af de forskellige små tekster og essays - nogle fabulerende, andre realistiske – og det hele hænger fint sammen alligevel.
Bogen er holdt i et ganske normalt talesprog, hvilket gør bogen meget let at læse - samtidig er den både morsom og lidt vanvittig indimellem, hvilket gør bogen til en herlig oplevelse.
Forfatteren, der er bulgarer og er født i 1968, har tidligere udgivet to digtsamlinger og en novellesamling og er tillige redaktør af et litteraturtidsskrift. Han har fået sit internationale gennembrud med denne roman, som er hans første bog, oversat til dansk.
Målgruppen er den intellektuelle læser, der ikke er bange for at give sig i kast med eksperimenterende romanformer, men den er ikke elitær og kan sagtens læses af de fleste.
Kommentarer