Humor, hemmeligheder og tætte familiebånd. Hovedpersonens barndom i en jødisk familie i 50’erne og 60’erne’s København er præget af alle tre elementer.
Efter 2.verdenskrig er det vigtigste for hendes mor at familien er ”assimileret” - dette mystiske ord, som ikke er til at forstå for en pige i førskolealderen. Efterhånden går det op for hende, at det at være jøde er noget, man ikke taler højt om. Hun starter på den jødiske skole, men bliver mod sin vilje flyttet til en ”dansk” skole.
Bedsteforældrene er flygtet fra Rusland, men heller ikke det tales der om - ”Shy, di kleine” er en meget brugt sætning, som standser ethvert tilløb til forståelse for fortiden hos hovedpersonen. Og hun har endda ører (i modsætning til moderen, som har næse), det fik man bare ikke medalje for!
Familien er kærligt og humoristisk beskrevet – ikke mindst morfaderen som er rigtigt uimodståelig selvom han tydeligvis er noget af en damernes mand. Onklerne, og dem er der en del af, er højrøstede, sjove, kærlige og lidt irriterende; og tanterne er rigtigt tanteagtige, opdragende og kontrollerende, men også de er kærlige og nærværende.
Det er en dejlig og medrivende beskrivelse af et barndoms-og ungdomsliv i en stor og rummelig familie. Og samtidig er det lidt rystende at fornemme, hvor meget det plager en ung pige, at der er mange hemmeligheder og forbudte emner, der gennemsyrer hendes opvækst. Der er hverken klynk eller offerfølelse fra hendes side, og det ender da også med, at hun - med lidt hjælp - får bragt noget af fortiden frem i lyset.
Jeg blev berørt og glad af at læse denne fine roman med selvbiografiske elementer. Det jødiske familieliv, den københavnske hverdag, forholdene mellem pigen og hendes relationer - humor, tragedie og nøgterne beskrivelser. Alt dette danner en helhed, som jeg læste i et stræk.
Kommentarer