Anmeldelse
En frivillig død
Gribende og personlig graphic novel fra norske Steffen Kverneland, der i bogen fortæller om sin barndom med en far, der endte med at begå selvmord.
Steffen Kverneland bruger det grafiske medie til at bearbejde sine minder, tanker og følelser om faren og hans handling, og han deler det hele med læseren, så man både bliver rørt og får noget at tænke over. Kverneland er herhjemme mest kendt for sin meget vellykkede biografi om maleren Edvard Munch. Med denne meget personlige beretning om sin far tager han de tabubelagte emner depression, selvmord og sorg op og udvider læserens forståelse af emnerne.
Forfatterens far tog sit eget liv, da sønnen var 18 år gammel, og denne bog fortæller historien om deres forhold og om familielivet i Kvernelands barndom. Det er en bog, der meget nemt kunne have været nedslående læsning, men i stedet bliver den til en hyldest til forfatterens far og en erkendelse af, at han gjorde det, så godt han kunne. Kærligheden mellem far og søn stråler ud fra siderne med minder fra barndommen, men mørket synker ned over farens liv, spreder sig helt ud i kanterne og lægger sig over alt det gode.
Forfatteren puster fortidens støv og mørket til side og blotter sine minder og følelser på en måde, der er alt andet end forfængelig. Kverneland har et utroligt varieret udtryk, der spænder over karrikaturtegninger med overdrevne ansigtstræk, til noget, der ligner malerier, og til meget præcise, foto-agtige gengivelser af personerne. Indimellem tegningerne ses fotos af forfatteren, hans far og familien, hvilket tilføjer bogen en tyngde af autencitet, man ikke kan undgå at blive fanget af, og de mange varme erindrings-snapshots viser tydeligt, hvordan kærligheden har overlevet farens selvmord.
Bogen er forfatterens subjektive gengivelse, men man får fornemmelsen af, at alt kommer med, når Kverneland tegner sig selv som bumset og arbejdssky teenager, og når faderen ses i et vindue, mens familien iagttager ham drikke i smug. Læseren bliver ikke skånet, men tages med helt ind i den røde Volvo, hvor faren endte sit liv med vodka og udstødningsgas. Selvmordets paradoks bliver gjort synlig her, for døden er ikke bare noget endeligt, men noget, de efterladte må tage med sig i bagagen sammen med alle de andre minder. Skyldfølelsen og spørgsmålene følger, og for forfatteren begrænser disse sig ikke til faren og forholdet til ham, men spreder sig i andre dele af livet. På sin vis bliver det for ham en del af hans måde at anskue verden på. Selvmordet og dets konsekvenser bliver således på ingen måde romantiseret, og det gør farens liv heller ikke, men alting skildres med en nysgerrighed på de komplekse dynamikker, der ultimativt ledte til den frivillige død, som Kverneland kalder selvmordet. Det gør bogen til en meget tankevækkende refleksion over samfundets syn på selvmord, og til en af de bøger, man ikke lægger fra sig med det samme.
Gribende og personlig graphic novel fra norske Steffen Kverneland, der i bogen fortæller om sin barndom med en far, der endte med at begå selvmord.
Steffen Kverneland bruger det grafiske medie til at bearbejde sine minder, tanker og følelser om faren og hans handling, og han deler det hele med læseren, så man både bliver rørt og får noget at tænke over. Kverneland er herhjemme mest kendt for sin meget vellykkede biografi om maleren Edvard Munch. Med denne meget personlige beretning om sin far tager han de tabubelagte emner depression, selvmord og sorg op og udvider læserens forståelse af emnerne.
Forfatterens far tog sit eget liv, da sønnen var 18 år gammel, og denne bog fortæller historien om deres forhold og om familielivet i Kvernelands barndom. Det er en bog, der meget nemt kunne have været nedslående læsning, men i stedet bliver den til en hyldest til forfatterens far og en erkendelse af, at han gjorde det, så godt han kunne. Kærligheden mellem far og søn stråler ud fra siderne med minder fra barndommen, men mørket synker ned over farens liv, spreder sig helt ud i kanterne og lægger sig over alt det gode.
Forfatteren puster fortidens støv og mørket til side og blotter sine minder og følelser på en måde, der er alt andet end forfængelig. Kverneland har et utroligt varieret udtryk, der spænder over karrikaturtegninger med overdrevne ansigtstræk, til noget, der ligner malerier, og til meget præcise, foto-agtige gengivelser af personerne. Indimellem tegningerne ses fotos af forfatteren, hans far og familien, hvilket tilføjer bogen en tyngde af autencitet, man ikke kan undgå at blive fanget af, og de mange varme erindrings-snapshots viser tydeligt, hvordan kærligheden har overlevet farens selvmord.
Bogen er forfatterens subjektive gengivelse, men man får fornemmelsen af, at alt kommer med, når Kverneland tegner sig selv som bumset og arbejdssky teenager, og når faderen ses i et vindue, mens familien iagttager ham drikke i smug. Læseren bliver ikke skånet, men tages med helt ind i den røde Volvo, hvor faren endte sit liv med vodka og udstødningsgas. Selvmordets paradoks bliver gjort synlig her, for døden er ikke bare noget endeligt, men noget, de efterladte må tage med sig i bagagen sammen med alle de andre minder. Skyldfølelsen og spørgsmålene følger, og for forfatteren begrænser disse sig ikke til faren og forholdet til ham, men spreder sig i andre dele af livet. På sin vis bliver det for ham en del af hans måde at anskue verden på. Selvmordet og dets konsekvenser bliver således på ingen måde romantiseret, og det gør farens liv heller ikke, men alting skildres med en nysgerrighed på de komplekse dynamikker, der ultimativt ledte til den frivillige død, som Kverneland kalder selvmordet. Det gør bogen til en meget tankevækkende refleksion over samfundets syn på selvmord, og til en af de bøger, man ikke lægger fra sig med det samme.
Kommentarer