Anmeldelse
En familie af løgnere
Velskrevet og stemningsfuld fortælling byder på sommer, sol og sand mellem tæerne samt et gensyn med de løgnagtige Sinclairs.
E. Lockharts forrige roman 'Vi var løgnere' oplevede nogle år efter sin udgivelse en nyfunden interesse fra unge verden over, da den blev lovprist og på TikTok/BookTok. Nu har forfatteren skrevet en prequel, der tilføjer en ekstra dimension til sin populære forgænger. Her møder vi generationen før og lærer Beechwood-trekløverets mødre at kende, før de blev mødre, og får en god og forklarende lille bid af forhistorien.
Tipper og Harris Sinclair lever det perfekte velhaverliv i Boston om vinteren og på deres egen private ø, Beechwood Island, om sommeren. Deres fire døtre er kønne, blonde og dygtige med hver deres styrker og svagheder. Carrie er den tænksomme atlet, Penny er den smukke egoist, Bess er den nydelige pleaser og Rosemary er den livlige glædesspreder.
”Her i Sinclair-familien holder vi masken. Vi får det bedste ud af det. Vi ser fremad ” er faderens motto, og døtrene efterlever det ikke med glæde, men med omhu, som den ældste datter, Carrie, beskriver det.
Selv da der sker noget voldsomt og livsomstyrtende i familien er følelsesudbrud ilde set, og følelserne gemmes derfor langt væk i en kasse på loftet. Da en lille flok hormonfyldte unge mænd denne sommer indtager øen, sker der dog ting og sager, der vender op og ned på det ellers snorlige liv, der er udstukket Sinclair-døtrene.
Hvor læseren i 'Vi var løgnere' blev grebet på sengen af det vilde plottwist, er hovedplottet i ’En familie af løgnere’ mere gennemskueligt og knapt så overvældende. Faktisk er det sidehistorierne, der fænger mest; Rosemarys skæbne, Carries sensitivitet og særlige modtagelighed for det spirituelle og ikke mindst familiens interaktioner og reaktioner. Selvom det er hele familiens historie, er det Carrie, man kommer tættest på, da hun er bogens, ikke altid helt pålidelige, jeg-fortæller.
'En familie af løgnere' er en velskrevet og stemningsfuld fortælling, der byder på sommer, sol og sand mellem tæerne, flagrende sommergevandter, tidlige morgener, sene aftener, fortrængte følelser, hemmeligheder, løgne, sorg og jalousi. Selvom den ikke når helt på højde med sin forgænger, er det dog en bevægende historie med noget på hjerte.
Bøgerne kan sagtens læses uafhængigt, men de er bedst sammen. Forfatterens forord og dedikation lyder således: ”Denne bog indeholder spoilere til romanen Vi var løgnere. Jeg elsker jer, og jeg har skrevet bogen til jer – med ambition og sort kaffe”
Velskrevet og stemningsfuld fortælling byder på sommer, sol og sand mellem tæerne samt et gensyn med de løgnagtige Sinclairs.
E. Lockharts forrige roman 'Vi var løgnere' oplevede nogle år efter sin udgivelse en nyfunden interesse fra unge verden over, da den blev lovprist og på TikTok/BookTok. Nu har forfatteren skrevet en prequel, der tilføjer en ekstra dimension til sin populære forgænger. Her møder vi generationen før og lærer Beechwood-trekløverets mødre at kende, før de blev mødre, og får en god og forklarende lille bid af forhistorien.
Tipper og Harris Sinclair lever det perfekte velhaverliv i Boston om vinteren og på deres egen private ø, Beechwood Island, om sommeren. Deres fire døtre er kønne, blonde og dygtige med hver deres styrker og svagheder. Carrie er den tænksomme atlet, Penny er den smukke egoist, Bess er den nydelige pleaser og Rosemary er den livlige glædesspreder.
”Her i Sinclair-familien holder vi masken. Vi får det bedste ud af det. Vi ser fremad ” er faderens motto, og døtrene efterlever det ikke med glæde, men med omhu, som den ældste datter, Carrie, beskriver det.
Selv da der sker noget voldsomt og livsomstyrtende i familien er følelsesudbrud ilde set, og følelserne gemmes derfor langt væk i en kasse på loftet. Da en lille flok hormonfyldte unge mænd denne sommer indtager øen, sker der dog ting og sager, der vender op og ned på det ellers snorlige liv, der er udstukket Sinclair-døtrene.
Hvor læseren i 'Vi var løgnere' blev grebet på sengen af det vilde plottwist, er hovedplottet i ’En familie af løgnere’ mere gennemskueligt og knapt så overvældende. Faktisk er det sidehistorierne, der fænger mest; Rosemarys skæbne, Carries sensitivitet og særlige modtagelighed for det spirituelle og ikke mindst familiens interaktioner og reaktioner. Selvom det er hele familiens historie, er det Carrie, man kommer tættest på, da hun er bogens, ikke altid helt pålidelige, jeg-fortæller.
'En familie af løgnere' er en velskrevet og stemningsfuld fortælling, der byder på sommer, sol og sand mellem tæerne, flagrende sommergevandter, tidlige morgener, sene aftener, fortrængte følelser, hemmeligheder, løgne, sorg og jalousi. Selvom den ikke når helt på højde med sin forgænger, er det dog en bevægende historie med noget på hjerte.
Bøgerne kan sagtens læses uafhængigt, men de er bedst sammen. Forfatterens forord og dedikation lyder således: ”Denne bog indeholder spoilere til romanen Vi var løgnere. Jeg elsker jer, og jeg har skrevet bogen til jer – med ambition og sort kaffe”
Kommentarer