Præcist registrerende noveller om alt det usagte, om den fatale afstand mellem mennesker, der vil hinanden det godt, men fejler et sted undervejs i livet. Og nu fremstår rådvilde og mere eller mindre handlingslammede.
Fællestrækket i novellesamlingen er, at noget er gået i stykker på et eller andet tidspunkt – for personerne i disse noveller:
”Alting forandrer sig, siger han, jeg ved ikke hvordan det går til. Men det forandrer sig uden man lægger mærke til det, eller ønsker, at det skal ske”
De enkelte noveller udspiller sig alle i 50’ernes arbejderklasse/lavere middelklasse i USA med fallit, sygdom, snyd og alkoholisme, og hvad det gør ved mennesker. Carver kender sine personer ind under huden og ridser med sine ordknappe sætninger en hel verden op i den korte novelleform
I novellen ”Efter cowboybukserne” beskrives et midaldrende pars tur til bingo, hvor ikke blot deres faste pladser er optaget af et ungt, ubekymret par i cowboybukser. Den unge mand har oven i købet den frækhed at snyde med bingopladerne – og vinde hovedgevinsten på dem, hvilket selvfølgelig irriterer den pensionerede revisor voldsomt. Novellens omdrejningspunkt ligger dog ikke her, men i konens alvorlige sygdom, som begge prøver at lægge låg på. Men i den sene nattetime, da konen omsider sover, bliver det det unge par, vreden rettes mod:
”Han ville stå tidligt op og lave morgenmad. Han ville tage hende med hen til Crawford. Hvis bare de skulle sidde sammen med ham i venteværelset! Han skulle fortælle dem, hvad de kunne vente sig. Han skulle give de tølpere en lærestreg! Han ville fortælle dem hvad der ventede efter cowboybukserne og øreringene, efter dét at sidde og tage på hinanden og snyde i spil.”
De fleste noveller er skrevet i mol, men med livgivende sprækker af håb, som gør novellerne læseværdige. Mit gensyn med Carvers prosa har bekræftet mig i, at han virkelig er en suveræn novellist, som rammer lige i hjertekulen, især der, hvor det gør ondt.
Se og hør Raymond Carver på YouTube. Når man har hørt og set indslaget, fornemmer man, at oversætteren har ramt den rigtige tone – og oversætteren er ingen ringere end Johannes Riis fra Gyldendal.
Kommentarer