Jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da terroraktionen i Oslo og på Utøya skete. I Åsne Seierstads bog får man baggrunden, hændelsen og retssagen; nøgternt, tankevækkende og gruopvækkende.
"Jeg tænkte, at jeg var nødt til at finde ud af, hvor de kom fra, disse dryp af historier. Hvor udsprang kilden? Da retssagen var forbi, forstod jeg at jeg var nødt til at dykke dybere ned. Der fandt jeg Simon, Anders og Viljar. Der fandt jeg Bano og Lara. Dette er fortællingen om dem.”
Alle terrorhandlinger afføder spørgsmålet: hvorfor?! Vi er blevet vant til at terror foregår overalt, men som regel uden for den trygge danske andedam. Lige indtil Anders Breivik sprang en bombe i regeringskvarteret i Oslo og fortsatte ved koldblodigt at gå rundt og skyde unge mennesker, der deltog i AUFs sommerlejr på Utøya. Senest oplevede vi i februar i København, at den danske andedam også kan få bølger.
I bogen ’En af os’ fortæller Åsne Seierstad historien om tragedien i Oslo og på Utøya fra flere sider. Egentlig skulle Seierstad bare have skrevet en mindre bog om selve retssagen, men som det indledende citat viser, så blev hun fanget af historien – at der var mere til en retssag end bare morderen. Ét spørgsmål er, hvem er Anders Breivik. Et andet er, hvad er der sket i Norge som samfund, som fik Breivik til at gøre som han gjorde. Et tredje er, hvem var de mennesker, han roligt og koldblodigt henrettede. Et sidste er hvad eftertiden bringer. Spørgsmålene bliver ikke besvaret entydigt i denne bog, men man får fornemmelsen.
I forbindelse med afhøringen af Breivik på Utøya lige efter tilfangetagelsen bliver han spurgt: ”Er det et mål at blive fremstillet som et monster? Ikke nødvendigvis, svarede han hurtigt. Målet var ikke at være så brutal, som jeg har været. Når jeg vurderede folk, prøvede jeg at undgå at tage helt unge mennesker. Jeg tog dem, som var ældre. Vi har moralske grænser, ikke sandt. Selv om det ikke fremgik så tydeligt i dag, altså.” Jeg synes det illustrerer meget fint, hvor uforståeligt denne terroraktion var.
Det er smerteligt at læse de to lange kapitler ”Fredag” og ”Når alt er forbi”. Minutiøst får man præsenteret hvordan dagen forløb; hvordan Breivik fik sprunget bomben og kørte uhindret videre til Utøya; hvordan de unge AUF’er hygger sig på trods af kulde og regnvejr for pludselig at stå i helvede; hvordan politiets uerfarenhed ifm terror forhaler deres reaktioner; hvordan de pårørende forsøger at sikre sig, at deres børn er ok. Alt sammen lige så det gør ondt i maven.
Seierstad vælger at være den tilbagetrukne og alvidende fortæller, som kan være inde i hovedet på bogens forskellige personer. Man får hurtigt fornemmelsen af to modsætninger – de unge med de gode opvækster på vej mod fremtiden som AUFs nye håb, modsat Breivik med den frygtelige barndom på vej mod det gruopvækkende; kunne det være undgået, hvis myndighederne havde grebet ind tidligere? Seierstad fortæller historien – hun tager ikke stilling til hvorfor. Man kunne forvente at blive præsenteret for en analyse, men jeg kan egentlig godt lide, at der ikke bliver opstillet en fast ramme; at der ikke fortolkes, at der ingen præcis forklaring er.
Læs bogen fordi den er velskrevet og fangende, men også fordi den er smertelig og oplysende.
Oversat af Jakob Levinsen
Kommentarer