Katarina Elg er ung og ved ikke noget bedre end at være forelsket. Men hun viger tilbage for nærhed, og derfor har hun ikke haft forhold af længere varighed. Hun er uddannet arkitekt og er lige nu på vej nordpå i Sverige for at fortælle sin mor, at hun skal have et barn.
Katarina har et lidt anstrengt forhold til sin mor, Elisabeth. Moderen har svært ved at vise sine følelser. Hun har hele sit liv haft skyldfølelse over, at hun har levet i et alkoholiseret og voldeligt ægteskab. Begge har de manglet fortrolighed med hinanden, risikoen for at såre har været for stor.
Katarinas bror er præst, meget sympatisk og gift med en samisk pige, Erika, som han har to adopterede børn med. Denne svigerinde og Katarina fører lange samtaler. Den amerikanske mand, Katarina venter barn med, tævede hende, da hun fortalte om graviditeten og forlod hende for at tage tilbage til USA. Katarina føler en voldsom skam, samtidig med at hun føler, at hun udsætter moderen for en gentagelse af det traume, moderen har måttet leve med hele livet. Alle erindringerne fører Katarina tilbage til barndommen, og det bliver afgørende for, at hun og moderen begynder at tale sammen.
"Erika og jeg har talt meget om skam, du ved, det mærkelige i, at jeg føler den frygteligste skam, fordi Jack slog mig. Som kvinder, der skammer sig over, at de er blevet voldtaget. Elisabeth tænkte længe over det, så sagde hun: Jeg ved det ikke. Det er ikke tilfældet for mit vedkommende. Jeg havde ondt af ... din far. Jeg skulle altid kompensere for hans ulykkelige barndom, trøste ham for hans evige følelse af mindreværd, udholde hans jalousi og hans praleri og evindelige trang til at hævde sig. Jeg undskyldte endda hans brutalitet. Jeg forstod og forstod, til jeg til sidst tværede mig selv ud."
Elisabeth ender med at skrive en række breve til sin datter, måske hjælper det dem begge til at forstå. Der er en lang række af personer, der på forskellig vis knyttes til hovedpersonerne i romanen. Ligeledes er der beskrivelser af smukke gamle huse og grønne landskaber.
For læsere, der holder af Marianne Fredrikssons romaner, er det endnu en underholdende historie, der her fortælles. Forfatterens tese må vel nærmest siges at være, at vold avler vold. Men på en eller anden måde har forfatteren forsøgt at få så mange problemstillinger med, at man til sidst føler, at handlingen bliver utroværdig og bare alt for meget.
Oversat af Ina Nielsen. Fremad, 2002. 219 sider. Kr. 268,-
Kommentarer