Anmeldelse
Ella og mindet om mormors have
Rørende fortælling om sorgens mangesidede natur og et ganske særligt bånd på tværs af generationer.
Hovedpersonen Ella mister som voksen sin elskede Mormor, der i Ellas barndom var den sikre havn. Men pludselig dukker en flok af Mormors hæklede orme op, som taget direkte ud af Ellas barndomsminder. Ormene er fulde af kærlighed, men de er også krævende væsner, og Ellas verden bliver godt og grundigt og måske tiltrængt rystet.
Som barn er Ella tæt forbundet med sin mormor. Hos hende kan Ella være sig selv, og hun hjælper blandt andet til i Mormors frodige have. Udover at have grønne fingre er en anden af mormorens interesser hækling, og en dag hækler hun nogle små orange orme af garn, der på en eller anden mystisk måde er levende og tilmed fulde af spilopper.
Der spoles fremad, og Ella er nu blevet voksen og bor alene i en lejlighed. Efter Mormors bisættelse modtager Ella en æske med posten. Kassen er fuld af Mormors orme, og Ella bliver overvældet af glæde ved synet. Hun plejer at holde sig for sig selv, men hendes hjerte åbner sig op for de små væsner, der bare trasker lige ind. Den slags magiske kæledyr kan dog være temmelig vilde, og Ellas temperament og tålmodighed bliver hurtigt sat på prøve. Da en af hendes naboer, den ældre dame Røskva, opdager de ustyrlige orme, bliver Ella tvunget ud af sin selvvalgte isolation. Hun frygter, at Røskva vil melde hende til boligforeningen for uautoriserede affalds-dyr, og det vil hun for alt i verden undgå. Derfor er hun nødt til at række hånden ud mod Røskva og stole på denne skrappe gamle dame, som hun slet ikke kender.
Trods det magiske element er der noget meget jordnært og troværdigt over skildringen af dette møde mellem to mennesker, der på overfladen ikke har meget tilfælles.
Christopher Tjørnild Falkenberg har med sin historie om Ella og ormene begået en magisk og fin fortælling om minder, familie, og om at slutte fred med sorgen over tabet af en, man holder af. Tegningerne er holdt hovedsageligt i gråblå, med effektfulde orange og røde farvepop, der er mættede og fedtfarveagtige på den fede måde, og Falkenbergs bløde blyantsstreg puster uimodståeligt boblende liv i de skønne illustrationer.
Selvom det handler om sorg, er denne lille bog alt andet end en sørgelig affære. Er det mon Mormors kærlighed til livet og til Ella og Ellas kærlighed til Mormor, der lever videre i de frække orange orme? Det er da en form for himmel, der er vidunderlig at forestille sig.
Rørende fortælling om sorgens mangesidede natur og et ganske særligt bånd på tværs af generationer.
Hovedpersonen Ella mister som voksen sin elskede Mormor, der i Ellas barndom var den sikre havn. Men pludselig dukker en flok af Mormors hæklede orme op, som taget direkte ud af Ellas barndomsminder. Ormene er fulde af kærlighed, men de er også krævende væsner, og Ellas verden bliver godt og grundigt og måske tiltrængt rystet.
Som barn er Ella tæt forbundet med sin mormor. Hos hende kan Ella være sig selv, og hun hjælper blandt andet til i Mormors frodige have. Udover at have grønne fingre er en anden af mormorens interesser hækling, og en dag hækler hun nogle små orange orme af garn, der på en eller anden mystisk måde er levende og tilmed fulde af spilopper.
Der spoles fremad, og Ella er nu blevet voksen og bor alene i en lejlighed. Efter Mormors bisættelse modtager Ella en æske med posten. Kassen er fuld af Mormors orme, og Ella bliver overvældet af glæde ved synet. Hun plejer at holde sig for sig selv, men hendes hjerte åbner sig op for de små væsner, der bare trasker lige ind. Den slags magiske kæledyr kan dog være temmelig vilde, og Ellas temperament og tålmodighed bliver hurtigt sat på prøve. Da en af hendes naboer, den ældre dame Røskva, opdager de ustyrlige orme, bliver Ella tvunget ud af sin selvvalgte isolation. Hun frygter, at Røskva vil melde hende til boligforeningen for uautoriserede affalds-dyr, og det vil hun for alt i verden undgå. Derfor er hun nødt til at række hånden ud mod Røskva og stole på denne skrappe gamle dame, som hun slet ikke kender.
Trods det magiske element er der noget meget jordnært og troværdigt over skildringen af dette møde mellem to mennesker, der på overfladen ikke har meget tilfælles.
Christopher Tjørnild Falkenberg har med sin historie om Ella og ormene begået en magisk og fin fortælling om minder, familie, og om at slutte fred med sorgen over tabet af en, man holder af. Tegningerne er holdt hovedsageligt i gråblå, med effektfulde orange og røde farvepop, der er mættede og fedtfarveagtige på den fede måde, og Falkenbergs bløde blyantsstreg puster uimodståeligt boblende liv i de skønne illustrationer.
Selvom det handler om sorg, er denne lille bog alt andet end en sørgelig affære. Er det mon Mormors kærlighed til livet og til Ella og Ellas kærlighed til Mormor, der lever videre i de frække orange orme? Det er da en form for himmel, der er vidunderlig at forestille sig.
Kommentarer