Ediths dagbog af Patricia Highsmith

Psykologisk gribende beskrivelse af en kvinde, der langsomt går psykisk i opløsning, da hendes mand efterlader hende med deres psykopatiske søn og hans senile onkel. Uden brug af ydre dramatiske virkemidler lykkes det forfatteren at indfange læseren fra første kapitel.

Patricia Highsmith er mest kendt for sine kriminalromaner. Selvom én af personerne i denne bog ”hjælpes” ud af denne verden før tid, vil jeg ikke betegne ”Ediths dagbog” som en kriminalroman.

Det er en bog om en midaldrende kvinde, der langsomt går i sjælelig opløsning.

Ediths mand Brett forelsker sig i en yngre kvinde, flytter med hende til New York og efterlader Edith og deres følelsesforstyrrede søn i huset i Pennsylvania. Brett efterlader også sin gamle, senile onkel hos Edith.

Nu ville jeg forvente, at Edith blev edderspændt rasende på Brett, der bare smutter med en yngre model og efterlader sin  psykopatiske søn og sin plejekrævende onkel i hendes varetægt. Men Edith accepterer tilsyneladende tingenes tilstand. Hun tager sig i årevis af sønnen Cliffie og den gamle onkel.
.
Hun får sig et eftermiddagsjob for at få det til at løbe rundt. Hun omgås naboerne og skriver kritiske artikler mod Vietnamkrigen i en lille lokal avis, som hun udgiver sammen med en veninde.

Edith har en ventil, nemlig sin dagbog. I dagsbogsnotaterne er Cliffie en helt anden søn. I dagbogen  bliver han lykkelig gift og får to børn. Dagbogens fremstilling af Cliffie er langt fra virkelighedens alkoholiserede og overvægtige unge mand, der ikke har succes hos pigerne.

Langsomt falder Ediths liv fra hinanden. Efterhånden har hun svært ved at skelne virkeligheden og dagbogens notater fra hinanden. Vennerne begynder at falde fra, og hun mister også sit eftermiddagsjob.

Egentlig er der ikke megen dramatik i bogen, men alligevel blev jeg fanget ind af den. Der ligger en snigende uro og tiltagende uhygge i beskrivelsen af hendes på overfladen normale liv i en amerikansk lilleby.

Jeg læste bogen første gang for mange år siden, og den mere end tåler en genlæsning. Der er en egen atmosfære i bogen. Ediths opløsning er beskrevet i et sprog, der er let at læse, og med stigende fascination følger man denne kvinde, der ikke gør oprør over den urimelige situation, hun bliver sat i, men langsomt forsvinder ind i psykosen.