Anmeldelse
Drengen i tårnet af Polly Ho-Yen
Fin lille børnebog af debuterende forfatter. Den moderne science fiction historie med flere lag burde, som alle andre gode børnebøger, også læses af voksne.
Denne rørende og intense historie er på overfladen en fortælling om det totale verdenskollaps, men det fine eventyr stikker dybere end blot endnu en katastrofe-fortælling, og almenmenneskelige problemstillinger som sorg, svigt, mod og overlevelse behandles fint og følsomt.
Uden sammenligning i øvrigt minder stemningen i bogen en hel del om Patrick Ness’ ’Monster’, og John Wyndhams gamle klassiker ’Da Trifitterne kom’ spøger naturligvis også i baggrunden, men denne bog er først og fremmest sin egen.
Ade er en helt almindelig dreng, der bor på øverste etage i et højhus i London sammen med sin elskede mor. Moderen bliver udsat for et brutalt overfald og falder dybere og dybere ned i en depression, som blandt andet betyder, at hun sover det meste af dagen, og Ade må tage sig af de fleste dagligdags ting som madlavning og indkøb. Ade er dog en lille overlever og klarer sig fint, indtil de mystiske bluchere dukker op. De mystiske planter får huse og bygninger til at styrte sammen, og snart viser det sig også, at deres sporer er dødbringende for mennesker.
Ade og hans mor er snart helt alene i højhuset, som af en eller anden grund ikke bliver angrebet af blucherne. I sin søgen efter mad og vand møder Ade viceværten og en ældre dame, som også har overlevet bluchernes angreb. Viceværten har nemlig fundet ud af, at planterne ikke kan tåle salt, og
han har faktisk indkapslet hele huset med et tykt lag af salt. Men hvad nu hvis det begynder at regne?
Polly Ho-Yen er om noget en gudsbenådet forfatter med ordene i sin magt, og hun formår i den grad at opbygge en historie, som man simpelthen ikke kan slippe. Hovedpersonen, Ade, er en person, som man virkelig kommer til at holde af, og hans kamp for overlevelse er både mageløs og spændende. Med sine beskrivelser af død, undergang og psykiske traumer er bogen naturligvis dyster i sit udgangspunkt, men alt det sorte og uhyggelige er beskrevet så elegant og følsomt, at bogen ikke bliver alt for dyster. Og det er bestemt noget af en bedrift, når man tager i betragtning, at målgruppen er fra ca. ni år og opefter.
Fin lille børnebog af debuterende forfatter. Den moderne science fiction historie med flere lag burde, som alle andre gode børnebøger, også læses af voksne.
Denne rørende og intense historie er på overfladen en fortælling om det totale verdenskollaps, men det fine eventyr stikker dybere end blot endnu en katastrofe-fortælling, og almenmenneskelige problemstillinger som sorg, svigt, mod og overlevelse behandles fint og følsomt.
Uden sammenligning i øvrigt minder stemningen i bogen en hel del om Patrick Ness’ ’Monster’, og John Wyndhams gamle klassiker ’Da Trifitterne kom’ spøger naturligvis også i baggrunden, men denne bog er først og fremmest sin egen.
Ade er en helt almindelig dreng, der bor på øverste etage i et højhus i London sammen med sin elskede mor. Moderen bliver udsat for et brutalt overfald og falder dybere og dybere ned i en depression, som blandt andet betyder, at hun sover det meste af dagen, og Ade må tage sig af de fleste dagligdags ting som madlavning og indkøb. Ade er dog en lille overlever og klarer sig fint, indtil de mystiske bluchere dukker op. De mystiske planter får huse og bygninger til at styrte sammen, og snart viser det sig også, at deres sporer er dødbringende for mennesker.
Ade og hans mor er snart helt alene i højhuset, som af en eller anden grund ikke bliver angrebet af blucherne. I sin søgen efter mad og vand møder Ade viceværten og en ældre dame, som også har overlevet bluchernes angreb. Viceværten har nemlig fundet ud af, at planterne ikke kan tåle salt, og
han har faktisk indkapslet hele huset med et tykt lag af salt. Men hvad nu hvis det begynder at regne?
Polly Ho-Yen er om noget en gudsbenådet forfatter med ordene i sin magt, og hun formår i den grad at opbygge en historie, som man simpelthen ikke kan slippe. Hovedpersonen, Ade, er en person, som man virkelig kommer til at holde af, og hans kamp for overlevelse er både mageløs og spændende. Med sine beskrivelser af død, undergang og psykiske traumer er bogen naturligvis dyster i sit udgangspunkt, men alt det sorte og uhyggelige er beskrevet så elegant og følsomt, at bogen ikke bliver alt for dyster. Og det er bestemt noget af en bedrift, når man tager i betragtning, at målgruppen er fra ca. ni år og opefter.
Kommentarer