"Drengen i månen" er en meget speciel roman. Der er mange aspekter i den - og efter min mening kan den bedst sammenlignes med "Marvfolket" af Keri Hulme fra 1985 - en af de bedste romaner, jeg nogensinde har læst.
Bogen foregår dels i England, dels ved en forblæst klippekyst i Irland.
En 5-årig dreng dør ved et ulykkestilfælde, en voldsom skyldfølelse er ved at tage livet af faren - og moren bebrejder ham dødsfaldet så meget, at hun slet ikke kan se ham.
Hun tager ophold hos sin svigerfar på et fattigt husmandsbrug i Irland. Hun finder en slags trøst i den hårde, gamle mands tavshed og accept, og efterhånden lystrer hun hans mindste vink uden egentlig at tænke over det. Hun finder sin afdøde svigermors "dagbog", læser i den i det skjulte og får et forfærdende indblik i sin mands og hans søskendes opvækst.
Bogen handler i høj grad om børnemishandling - og om hvad det gør ved menneskers sind. Den handler også om ubærlige oplevelser, ubeskrivelig sorg, og hvad mennesker gør for at overleve på trods. Desuden er det en kærlighedsroman af de sjældne, - lavmælt, realistisk og intens.
Jeg læste den afbrudt af et par ugers ferie - og sært nok gjorde det ikke noget. Jeg var med det samme inde i handlingen og personerne igen - og jeg har virkelig grædt mine modige tårer mange gange under læsningen af bogen.
Den er ikke spor svær at læse rent teknisk - men det er godt med pauser, mens man læser og fordøjer den. Kan anbefales på det varmeste.
Hovedland, 2000. 270 sider.
BogWeb - 1. oktober 2000
Kommentarer