Romantisk og historisk mysterium om mødre og døtre på et afsides engelsk landsted er en underholdende, letløbende læseoplevelse.
Eve Chase er tilbage med sin tredje roman skabt efter samme skabelon som de forrige. På et afsides landsted trækker dramatiske familiebegivenheder tråde til nutiden. Langt hen ad vejen overrasker og underholder 'Døtrene fra Foxcote Manor', som genren foreskriver, med en blanding af romantisk og historisk mysterium, fortalt i to tidsspor, men læseoplevelsen trækkes desværre lidt ned af alt for mange ender, der skal bindes hen imod slutningen.
I sommeren 1971 må den unge kvinde Store Rita modvilligt forlade storbyen og drage med familien Harrington til familiens afsidesliggende og forfaldne landsted Foxcote Manor for at passe familiens to børn, Teddy og Hera. Børnenes mor, Jeannie, er stærkt depressiv ovenpå tabet af et barn i barselssengen, og det er i høj grad Rita, som får hverdagen til at fungere og agerer mor for børnene. Rita har ikke meget selvtillid på grund af sin højde og store fødder, men mødet med den lokale unge mand Robbie vækker noget i hende.
Familien har knapt fået sig installeret før en emsig lokal kvinde, sendt af ægtemanden, stikker sin næse i alting, og familiens betroede ven, Don, som er glad for kvinder, alkohol og skydevåben, dukker uventet op. Det bliver åbenlyst, at han og Jeannie har haft en affære i flere år, og de holder sig heller ikke tilbage på Foxcote manor i ægtemandens fravær. En aften hører Hera barnegråd i skoven og finder et forladt spædbarn, som både Jeannie og Rita på stedet forelsker sig i og beslutter at skjule for offentligheden. Den tikkende bombe under Jeannie og Dons affære, det forladte spædbarn fra skoven og Hera, der pludselig afslører overfor Rita, at morens spædbarn måske slet ikke var død under fødslen, sætter gang i en række dramatiske begivenheder.
I nutiden slår livet mere end en kolbøtte for makeup artisten Sylvie, som nyligt har forladt sin utro ægtemand og opdager, at hendes næsten voksne teenagedatter Annie uheldigvis er blevet gravid. Da Sylvies elskede mor samtidig kommer ud for en voldsom ulykke og ender i koma, trænger ønsket om at kende sin og morens fortid sig mere på end nogensinde, og det bliver en rejse, der leder Sylvie mod Foxcote Manor og 1971.
Foxcote Manor spiller på sin vis også en hovedrolle og danner en fantastisk kulisse henlagt i en mystisk atmosfære omkring begivenhedernes gang. På bogens bagside nævnes et mord, men det spiller en mindre og nærmest uvæsentlig rolle i min optik. Som NY Times rammende formulerer det: ”Døtrene fra Foxcote Manor handler i sidste ende ikke om et mord eller et uhyggeligt hus, men om familie - dem, vi er født ind i, dem, vi selv skaber - og i særdeleshed dem, vi flygter fra.”
Bogens første halvdel fungerer bedst, hvor spændingen langsomt men sikkert opbygges gennem vekselvirkning mellem de to tidsspor og mange cliffhangers, mens romanens anden halvdel bliver noget hastværk og taber den fortryllende og mystiske atmosfære på grund af alt for mange indviklede familierelationer, som ingen ende synes at have og på grund af alle de løse ender, der skal bindes. Jeg kan fint anbefale romanen som en underholdende letløbende læseoplevelse, men jeg kan bedre lidt forfatterens forrige 'Da Andrey Wilde forsvandt'.
Kommentarer