Anmeldelse
Dobbelte Ruder af Halldóra Thoroddsen
På Island møder en aldrende enke kærligheden igen i poetisk og fin fortælling om kærligheden og det levede liv.
Hovedpersonen er en aldrende kvinde, der lever sit liv på Island som enke. Hun har sin stille hverdag, hvor hver dag stort set minder om den forrige. Men det generer hende ikke det fjerneste. Hun strikker fingervanter, hører radio, holder styr på dødsannoncerne i avisen og betragter de unge på caféen, hvor hun får en gin og tonic. Men mest af alt, så tænker hun over det liv, hun har levet, og spekulerer over, hvordan man kombinere det levede liv og de store erfaringer med nye oplevelser og indsigter. De nye oplevelser lægger sig ovenpå det allerede oplevede og gør det hele stærkere.
”Når en ny tanke sættes i forbindelse med gamle tankeknuder, der har haft tid til at danne mening og betydning. I sådanne tilfælde ændres historien og måske betydningen, og hun kommer til sig selv igen som en ny, revideret udgave. Hun er stadig under udvikling”.
Midt i sin hverdag træffer kvinden en mand, en meget tiltalende mand, Sverrir. Og på trods af sin egen – og siden familiens – modvilje indleder hun et forhold til ham, og kærligheden vokser lige så stille mellem de to i det, de begge ved, er den sidste fase i deres liv. En god og dejlig kærlighed, der, som med hovedpersonens andre oplevelser, lægger sig ovenpå gammel kærlighed og gør den stærkere. Men kan man overhovedet forelske sig når man er over 75?
Roman er en stilfærdig og poetisk lille, stor fortælling om kærlighed, der er smækfyldt med fine betragtninger og endnu flere fine formuleringer om det levede liv. Stilen minder om andre islandske udgivelser, hvor naturen spiller en stor rolle, og hvor sproget på én gang er minimalistisk og kæmpestort i sin enkelhed.
Romanen er forfatterens debutroman, hun debuterede som romanforfatter i en alder af 66. For ’Dobbelte Ruder’ har hun modtaget islandske kvinders litteraturpris og EU's litteraturpris. Romanen er desuden oversat til flere sprog.
En lille perle af en fortælling, der bliver hos sin læser længe efter, man har vendt sidste side – og når den nu kun er 111 sider lang, så kan man sagtens læse den én gang til.
På Island møder en aldrende enke kærligheden igen i poetisk og fin fortælling om kærligheden og det levede liv.
Hovedpersonen er en aldrende kvinde, der lever sit liv på Island som enke. Hun har sin stille hverdag, hvor hver dag stort set minder om den forrige. Men det generer hende ikke det fjerneste. Hun strikker fingervanter, hører radio, holder styr på dødsannoncerne i avisen og betragter de unge på caféen, hvor hun får en gin og tonic. Men mest af alt, så tænker hun over det liv, hun har levet, og spekulerer over, hvordan man kombinere det levede liv og de store erfaringer med nye oplevelser og indsigter. De nye oplevelser lægger sig ovenpå det allerede oplevede og gør det hele stærkere.
”Når en ny tanke sættes i forbindelse med gamle tankeknuder, der har haft tid til at danne mening og betydning. I sådanne tilfælde ændres historien og måske betydningen, og hun kommer til sig selv igen som en ny, revideret udgave. Hun er stadig under udvikling”.
Midt i sin hverdag træffer kvinden en mand, en meget tiltalende mand, Sverrir. Og på trods af sin egen – og siden familiens – modvilje indleder hun et forhold til ham, og kærligheden vokser lige så stille mellem de to i det, de begge ved, er den sidste fase i deres liv. En god og dejlig kærlighed, der, som med hovedpersonens andre oplevelser, lægger sig ovenpå gammel kærlighed og gør den stærkere. Men kan man overhovedet forelske sig når man er over 75?
Roman er en stilfærdig og poetisk lille, stor fortælling om kærlighed, der er smækfyldt med fine betragtninger og endnu flere fine formuleringer om det levede liv. Stilen minder om andre islandske udgivelser, hvor naturen spiller en stor rolle, og hvor sproget på én gang er minimalistisk og kæmpestort i sin enkelhed.
Romanen er forfatterens debutroman, hun debuterede som romanforfatter i en alder af 66. For ’Dobbelte Ruder’ har hun modtaget islandske kvinders litteraturpris og EU's litteraturpris. Romanen er desuden oversat til flere sprog.
En lille perle af en fortælling, der bliver hos sin læser længe efter, man har vendt sidste side – og når den nu kun er 111 sider lang, så kan man sagtens læse den én gang til.
Kommentarer