Anmeldelse
Djinn-patruljen på Lilla Linje
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Hjertevarm og rystende debutroman om Indiens bagside sidder i læseren lang tid efter endt læsning og bliver uden tvivl en af året bedste læseoplevelser.
Jeg kan kun tilslutte mig advarslen i New York Times: ”Hvis du begynder at læse bogen om morgenen, så forvent ikke at lave andet resten af dagen.”. Jeg havde virkelig svært ved at slippe bogen, og hvis det ikke var fordi, mine børn også skulle have dækket et behov eller ti, så havde jeg uden tvivl slugt den på en dag.
Det er en hjertegribende og rystende, men samtidig hjertevarm og meget atmosfærefyldt fortælling om Indiens bagside: slum, fattigdom, slid, ukuelighed og børn, der forsvinder. Efter sigende er der op mod 180 børn, der forsvinder hver dag i Indien. Det her er de børns historie. De fortjener mere end bare at være et tal i en statistik. De fortjener et ansigt og en stemme.
Forfatteren er journalist og har skrevet prisvindende reportager om, hvordan fattigdom og religiøs vold påvirker børns uddannelse i Indien. Men for at kunne dykke dybere ned i de skæbner, har hun valgt at skrive en roman, hvor hun trækker på sine oplevelser fra arbejdet med reportagerne, men også trækker lidt på egne erfaringer. Jjeg har en lille mistanke om, at hun har lagt en del af sig selv i pigen Pari.
Hovedpersonen er den 9-årige dreng Jai, der bor med sin mor, far og storesøster i et et-rumshus. Han klarer sig igennem på sin fantasi, sit gåpåmod og venskabet med klassekammeraterne Pari og Faiz. Da en skolekammerat forsvinder fra området, beslutter de tre børn at efterforske hans forsvinden. Jai har set masser af politiserier i tv og tænker, at det må være en smal sag, men da flere børn forvinder begynder situationens alvor at gå op for alle. Det korrupte politi og andre magthavere, der viser sig at have ikke så rent mel i posen, er dog ikke til megen hjælp. Byens muslimer og hinduer spilles ud mod hinanden, og snart rykker bortførerne (eller er det mon børneædende djinner) endnu tættere på de tre kammerater og kommer til at forandre deres liv for evigt.
Bogen ser verden gennem børneøjne og er bygget op omkring nogle eventyrlige vandrehistorier. Historier, der hjælper børnene til at tro på, at der er nogen, der holder hånden over dem. Eksempelvis historien om den gode og retfærdige Plim, der er ”boss-mand” for en række slumbørn, der arbejder for ham. Og da han dør, kan de stadig hidkalde ham, så han kommer og hjælper, når de har brug for det. Det er en historie, der er god at varme sig på, men også en historie, der oftest svigter de troende børn. For der er ingen Plim, der kommer og redder de bortførte børn.
Det er en fremragende, velskrevet og meget bevægende bog, og jeg er umanerligt begejstret og kan kun anbefale den på det varmeste. Det bliver uden tvivl en af årets bedste læseoplevelser for mange.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Hjertevarm og rystende debutroman om Indiens bagside sidder i læseren lang tid efter endt læsning og bliver uden tvivl en af året bedste læseoplevelser.
Jeg kan kun tilslutte mig advarslen i New York Times: ”Hvis du begynder at læse bogen om morgenen, så forvent ikke at lave andet resten af dagen.”. Jeg havde virkelig svært ved at slippe bogen, og hvis det ikke var fordi, mine børn også skulle have dækket et behov eller ti, så havde jeg uden tvivl slugt den på en dag.
Det er en hjertegribende og rystende, men samtidig hjertevarm og meget atmosfærefyldt fortælling om Indiens bagside: slum, fattigdom, slid, ukuelighed og børn, der forsvinder. Efter sigende er der op mod 180 børn, der forsvinder hver dag i Indien. Det her er de børns historie. De fortjener mere end bare at være et tal i en statistik. De fortjener et ansigt og en stemme.
Forfatteren er journalist og har skrevet prisvindende reportager om, hvordan fattigdom og religiøs vold påvirker børns uddannelse i Indien. Men for at kunne dykke dybere ned i de skæbner, har hun valgt at skrive en roman, hvor hun trækker på sine oplevelser fra arbejdet med reportagerne, men også trækker lidt på egne erfaringer. Jjeg har en lille mistanke om, at hun har lagt en del af sig selv i pigen Pari.
Hovedpersonen er den 9-årige dreng Jai, der bor med sin mor, far og storesøster i et et-rumshus. Han klarer sig igennem på sin fantasi, sit gåpåmod og venskabet med klassekammeraterne Pari og Faiz. Da en skolekammerat forsvinder fra området, beslutter de tre børn at efterforske hans forsvinden. Jai har set masser af politiserier i tv og tænker, at det må være en smal sag, men da flere børn forvinder begynder situationens alvor at gå op for alle. Det korrupte politi og andre magthavere, der viser sig at have ikke så rent mel i posen, er dog ikke til megen hjælp. Byens muslimer og hinduer spilles ud mod hinanden, og snart rykker bortførerne (eller er det mon børneædende djinner) endnu tættere på de tre kammerater og kommer til at forandre deres liv for evigt.
Bogen ser verden gennem børneøjne og er bygget op omkring nogle eventyrlige vandrehistorier. Historier, der hjælper børnene til at tro på, at der er nogen, der holder hånden over dem. Eksempelvis historien om den gode og retfærdige Plim, der er ”boss-mand” for en række slumbørn, der arbejder for ham. Og da han dør, kan de stadig hidkalde ham, så han kommer og hjælper, når de har brug for det. Det er en historie, der er god at varme sig på, men også en historie, der oftest svigter de troende børn. For der er ingen Plim, der kommer og redder de bortførte børn.
Det er en fremragende, velskrevet og meget bevægende bog, og jeg er umanerligt begejstret og kan kun anbefale den på det varmeste. Det bliver uden tvivl en af årets bedste læseoplevelser for mange.
Kommentarer