Anmeldelse
Djinn
Med den stærke digtsamling Djinn cementerer Elias Sadaq sin plads i det litterære landskab og retten til at være queer og muslim.
Mytologien er allestedsnærværende i dansk-marokkanske Elias Sadaqs tredje udgivelse. Der er djinner, seraffer, historiske digtere og deres elskere, traditioner, bønner og besværgelser. Djinnen følger os gennem samlingen fra titlen på forsiden til allersidste digt og den afsluttende taksigelse.
Blandt digte om vold, diskrimination og søgen efter sig selv og ligesindede er der spredt en række kærlighedsbesværgelser givet af digterjegets bedstemor. Disse besværgende kærligshedsritualer er med til at danne en fin tråd gennem værket og understreger på mange måder digterjegets centrale ønske: at blive elsket og finde en at elske. Og så er det fint med små afbræk fra den vold, som synes at gennemsyre de fleste af hans relationer, og som i deres realisme og brutalitet er virkelig hård læsning. Heldigvis lysner det en smule mod slutningen, hvor ”min elskede” begynder at optræde i digtene.
Det er i digte som ”Medina”, at man virkelig fornemmer Sadaqs evner; hans brutale ærlighed og mod til at stå frem væves sammen med mytologi og religion i stærke billeder:
”Og hvad nu /bebrejder I mig stadig min eksistens / kalder min krælighed for en synd /låser jeres smil væk vender blikkene indad /og forbander mig/ siger Ibliss/ Yajuj og Majuj/ Dajjal som om vi ikke altid har været her / på denne markedsplads / i moskeen og hamammerne / I kan ikke fornægte os længere”
Selv skriver Sadaq om Djinn, at han ”skriver den usynliggjorte erfaring frem”, og at han håber at kunne ”give andre styrke til at være udskældte og til at lede efter andre veje, hvor frigørelsen findes.” Og netop dette ønske skinner på mange måder igennem i samlingen, for han lægger ikke fingre imellem i scenerne fra barndommen og opvæksten i Aarhus V, et sted hvor det at være queer og muslim ikke altid har haft lov til at sameksistere.
Med de kritiske litterære briller kunne man fremhæve nogle af de næsten for oplagte rim i en del af digtene, men på den anden side er det måske netop simpliciteten i digtenes struktur, der gør dem tilgængelige på tværs af identiteter. Det identitetspolitiske aspekt i digtene er vigtigt og løfter også nogle af de mere ligefremme rim et niveau op. Kritiske briller eller ej efterlod min første gennemlæsning af 'Djinn' et meget stærkt indtryk, som vil blive siddende i lang tid. Da jeg efterfølgende slog flere af ordene op, mit arabiske er ikke stærkt, åbnede det nye betydningslag i flere af digtene. Med 'Djinn' er Elias Sadaq for alvor trådt ind i vores bevidsthed, og jeg glæder mig til at læse mere fra hans hånd.
Med den stærke digtsamling Djinn cementerer Elias Sadaq sin plads i det litterære landskab og retten til at være queer og muslim.
Mytologien er allestedsnærværende i dansk-marokkanske Elias Sadaqs tredje udgivelse. Der er djinner, seraffer, historiske digtere og deres elskere, traditioner, bønner og besværgelser. Djinnen følger os gennem samlingen fra titlen på forsiden til allersidste digt og den afsluttende taksigelse.
Blandt digte om vold, diskrimination og søgen efter sig selv og ligesindede er der spredt en række kærlighedsbesværgelser givet af digterjegets bedstemor. Disse besværgende kærligshedsritualer er med til at danne en fin tråd gennem værket og understreger på mange måder digterjegets centrale ønske: at blive elsket og finde en at elske. Og så er det fint med små afbræk fra den vold, som synes at gennemsyre de fleste af hans relationer, og som i deres realisme og brutalitet er virkelig hård læsning. Heldigvis lysner det en smule mod slutningen, hvor ”min elskede” begynder at optræde i digtene.
Det er i digte som ”Medina”, at man virkelig fornemmer Sadaqs evner; hans brutale ærlighed og mod til at stå frem væves sammen med mytologi og religion i stærke billeder:
”Og hvad nu /bebrejder I mig stadig min eksistens / kalder min krælighed for en synd /låser jeres smil væk vender blikkene indad /og forbander mig/ siger Ibliss/ Yajuj og Majuj/ Dajjal som om vi ikke altid har været her / på denne markedsplads / i moskeen og hamammerne / I kan ikke fornægte os længere”
Selv skriver Sadaq om Djinn, at han ”skriver den usynliggjorte erfaring frem”, og at han håber at kunne ”give andre styrke til at være udskældte og til at lede efter andre veje, hvor frigørelsen findes.” Og netop dette ønske skinner på mange måder igennem i samlingen, for han lægger ikke fingre imellem i scenerne fra barndommen og opvæksten i Aarhus V, et sted hvor det at være queer og muslim ikke altid har haft lov til at sameksistere.
Med de kritiske litterære briller kunne man fremhæve nogle af de næsten for oplagte rim i en del af digtene, men på den anden side er det måske netop simpliciteten i digtenes struktur, der gør dem tilgængelige på tværs af identiteter. Det identitetspolitiske aspekt i digtene er vigtigt og løfter også nogle af de mere ligefremme rim et niveau op. Kritiske briller eller ej efterlod min første gennemlæsning af 'Djinn' et meget stærkt indtryk, som vil blive siddende i lang tid. Da jeg efterfølgende slog flere af ordene op, mit arabiske er ikke stærkt, åbnede det nye betydningslag i flere af digtene. Med 'Djinn' er Elias Sadaq for alvor trådt ind i vores bevidsthed, og jeg glæder mig til at læse mere fra hans hånd.
Kommentarer