Anmeldelse
Det periodiske system af Primo Levi
Det periodiske system: 21 historier om kemi og mennesker. Novellecyklus af den jødisk-italienske kemiker, der med udgangspunkt i 21 grundstoffer driver grundforskning i menneskenes natur.
Som jøde levede Primo Levi (1919-87) allerede farligt som ung kemistuderende i fascismens Italien, men det var hans virke som partisan i bjergegnene omkring Torino, der bragte ham til Auschwitz. Her overlevede han rædslerne, nok først og fremmest fordi han arbejdede i lejrlaboratoriet, og efter russernes befrielse af lejren vandrede han hjem gennem det halve Europa.
Resten af sit liv – indtil han begik selvmord ved at kaste sig ud i trappeskakten i sit hus - viede han til, i romaner, essays og noveller, at bære vidnesbyrd om de grusomheder, han havde oplevet.
Denne novellesamling giver med en række nedslag i hans liv en nogenlunde kronologisk, men dog episodisk fremstilling. Vi hører blandt andet om hans jødiske forfædre, en kammerat med voldsom interesse for klippeklatring, kemistudierne og arbejdet indtil deportationen til KZ-lejren. De rædselsvækkende oplevelser er ikke udpenslet, han henviser i stedet til sine andre bøger. Efter krigen får han arbejde på en fernisfabrik.
Bogen handler – i hvert fald på overfladen – nødvendigvis en del om kemiske processer, der optræder som en metafor for psykologiske mekanismer. Han kalder det selv en mikrohistorie om et fag. Men kan bogen da læses af en ganske forudsætningsløs læser, der ikke aner en bjælde om kemi? Ja, det kan den, for mig gav den en fascinerende indsigt i en forskers passion for sit fag.
Selv om kendskabet til Levis skæbne hviler som en sort skygge over bogen, er den på ingen måde trist. Selv de mest traumatiske oplevelser er skildret med nøgtern underdrivelse, og den særlige form for sort jødisk humor løber som en understrøm gennem hele bogen.
Levi giver et indsigtsrigt billede af naturens poesi og livets mirakel. Hans beskrivelse af fotosyntesen er smuk som et digt. Når han i skildringen af videnskabsmandens kortlægning af komplicerede processer dels redegør for, hvor meget vi på nuværende tidspunkt kan forklare, dels hvor meget vi endnu ikke har fuld indsigt i, endsige kan forstå, taler han på ingen måde udelukkende om kemi.
Det periodiske system: 21 historier om kemi og mennesker. Novellecyklus af den jødisk-italienske kemiker, der med udgangspunkt i 21 grundstoffer driver grundforskning i menneskenes natur.
Som jøde levede Primo Levi (1919-87) allerede farligt som ung kemistuderende i fascismens Italien, men det var hans virke som partisan i bjergegnene omkring Torino, der bragte ham til Auschwitz. Her overlevede han rædslerne, nok først og fremmest fordi han arbejdede i lejrlaboratoriet, og efter russernes befrielse af lejren vandrede han hjem gennem det halve Europa.
Resten af sit liv – indtil han begik selvmord ved at kaste sig ud i trappeskakten i sit hus - viede han til, i romaner, essays og noveller, at bære vidnesbyrd om de grusomheder, han havde oplevet.
Denne novellesamling giver med en række nedslag i hans liv en nogenlunde kronologisk, men dog episodisk fremstilling. Vi hører blandt andet om hans jødiske forfædre, en kammerat med voldsom interesse for klippeklatring, kemistudierne og arbejdet indtil deportationen til KZ-lejren. De rædselsvækkende oplevelser er ikke udpenslet, han henviser i stedet til sine andre bøger. Efter krigen får han arbejde på en fernisfabrik.
Bogen handler – i hvert fald på overfladen – nødvendigvis en del om kemiske processer, der optræder som en metafor for psykologiske mekanismer. Han kalder det selv en mikrohistorie om et fag. Men kan bogen da læses af en ganske forudsætningsløs læser, der ikke aner en bjælde om kemi? Ja, det kan den, for mig gav den en fascinerende indsigt i en forskers passion for sit fag.
Selv om kendskabet til Levis skæbne hviler som en sort skygge over bogen, er den på ingen måde trist. Selv de mest traumatiske oplevelser er skildret med nøgtern underdrivelse, og den særlige form for sort jødisk humor løber som en understrøm gennem hele bogen.
Levi giver et indsigtsrigt billede af naturens poesi og livets mirakel. Hans beskrivelse af fotosyntesen er smuk som et digt. Når han i skildringen af videnskabsmandens kortlægning af komplicerede processer dels redegør for, hvor meget vi på nuværende tidspunkt kan forklare, dels hvor meget vi endnu ikke har fuld indsigt i, endsige kan forstå, taler han på ingen måde udelukkende om kemi.
Kommentarer