200 år efter den danske konge Frederik d. 5 udsendte sin lærde ekspedition til "det lykkelige Arabien", kom Thorkild Hansens historiske roman om netop denne eventyrlige rejse.
Thorkild Hansen debuterede i 1947 og arbejdede bl.a. med forskellige journalistiske opgaver. Men med 'Det lykkelige Arabien' brød han igennem til den genre, der blev hans foretrukne, og som han fortsatte med at skrive i. Her skrev han bl.a. 'Jens Munk' (1965) og trilogien om dansk slavehandel (1967-1970) og sluttede med den meget provokerende 'Processen mod Hamsun' (1978). Inden for samme genre ligger også flere selvbiografiske værker.
Selvom 'Det lykkelige Arabien' langt hen ad vejen er opbygget efter skønlitterære principper, omhandler bogen faktiske begivenheder og gør det med udgangspunkt i historiske kilder. Med hovedvægt på de år, selve rejsen varede, beskriver 'Det lykkelige Arabien' ekspeditionens rejseruter, videnskabelige opdagelser og personlige intriger fra den dag, ideen til rejsen første gang blev fremlagt, til rejsens eneste overlevende, Carsten Niebuhr, døde 59 år senere. Til at underbygge romanens historiske perspektiv er der undervejs talrige citater fra bl.a. Carsten Niebuhrs rejsedagbøger, hvorved vi kommer til at se en stor del af fortællingen gennem hans øjne. Yderligere er der undervejs i bogen indsat forskellige tegninger, der er udarbejdet som dokumentation i løbet af rejsen, og som nu er med til at give bogen dens historisk-dokumentariske vinkel.
Men 'Det lykkelige Arabien' er ikke kun et historisk værk, det er også en roman, som man kan få fornøjelse af at læse som et almindeligt skønlitterært værk. Med formuleringer som: ”Vi véd det ikke. Vi maa nøjes med at forestille os sceneriet”, understreges et væsentligt træk i 'Det lykkelige Arabien', nemlig værkets poetiske og filosofiske side. Således tillader Thorkild Hansen sig f.eks. at personificere døden og beskrive, hvorledes den følger ekspeditionens deltagere på kortere og længere afstand for til sidst at indhente dem. Ligeledes indfører han undervejs i fortællingen egne filosofiske tanker om bl.a. lykken og om rigers udvikling og undergang. På samme måde lader han åbenlyst sine egne opfattelser trænge igennem, f.eks. i sine meget farvede personbeskrivelser, eller hvor han citerer Niebuhr for at beskrive en oplevelse som behagelig, og derefter selv modsiger Niebuhr og slår fast, at han tværtimod må have følt sig fuldstændig sønderknust.
Fortællingen om den fattige, men flittige Niebuhr er en historie om det absurde; om den lille mand, hvis fantastiske bedrifter burde skrive historie, men i virkeligheden kommer til at henstå som fuldstændigt nytteløse. Og det er samtidig historien om, hvordan disse absurde anstrengelser alligevel giver Carsten Niebuhr fred. Absurditeten og skæbnens betydning er et tema, man også finder i andre af Thorkild Hansens værker som f.eks. Jens Munk, og man ser en tydelig inspiration fra den franske eksistentialisme, ikke mindst Camus’ 'Sisyfos'-myte.
Kommentarer