Anmeldelse
Det døende Barn af H. C. Andersen
Det sorgfulde indhold til trods et digt, som beriger og glæder, ja opløfter, som umiddelbart indtager sin plads tæt ved læserens hjerte.
Anbefalet af bibliotekar Vibeke Kjær, Ebeltoft Bibliotek
Lån bogen på 
Forleden havde jeg mulighed for at gense Per Olov Enquists dejlige skuespil ”Fra Regnormenes Liv”. Heri mødes 3 store personligheder i moden alder i en mesterlig tour de force af en natlig samtale. Et sted siger fru Heiberg til H.C. Andersen: ”De kender ikke noget til døden, hr. Andersen.”
Det slog mig da, at heri tager hun aldeles fejl. Nok så meget som til den fysiske død hentyder hun til den psykiske død, altså dette at dø indvendigt, mens man i det ydre foregiver, at alt er i den bedste orden.
Men - om nogen - kendte Andersen til begge dele. Som 11-årig mistede han den højt-elskede far. Og så – i Kjøbenhavnsposten i 1827, tryktes hans første digt, ’Det døende Barn’. Ifgl. hans ”Levnedsbogen” er det nedfældet i september året før. Da var han 21 år gammel.
På det tidspunkt gik han på 4. år i Den Lærde Skole i Helsingør under den forfærdelige rektor Simon Meisling, i hvis hjem han også fik kost og logi. Rektorens behandling af den særprægede elev både i og uden for skolestuen var aldeles blottet for empati og varme, dybt ydmygende og kynisk og kan uden overdrivelse siges at have antaget form af psykisk terror. Langt fra de gode mennesker i Kbh., som havde åbnet deres hjem for ham og sørget for hans skolegang, holdt næsten i husarrest på sit smalle, dårligt opvarmede kammer, frygtende morgendagens nye plagerier – har han følt en overvældende ensomhed og forladthed, har været tæt ved helt at give op.
Da har han tyet til mindet om et varmt, trygt sted, et sted med omsorg, påskønnelse og trøst. Til et sted og et menneske, af hvem han vidste sig elsket. Fortvivlet indtil døden, ønskende sig stille at måtte sove ind deri, skaber han da dette billede af moderen ved sit døende barns seng. ”Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove/Lad mig ved dit Hjerte slumre ind”.
De tre 8-linjede strofer falder så enkelt og formfuldendt, vidner om en højeste grad af poetisk sans og styrke. Den rene, tillidsfulde barnetro sat op mod livets barske realitet for et lille menneske. En umiddelbart rørende ægthed, et uendeligt blidt sorgmod i udtrykket – forlenet med et stilsikkert greb om det rytmisk-lyriske forløb, gør en perle af et digt. Det sorgfulde indhold til trods et digt, som beriger og glæder, ja opløfter, som umiddelbart indtager sin plads tæt ved læserens hjerte.
Jo, vist kendte hr. Andersen til døden, og han så den ofte i øjnene. Her kan også nævnes digtet ’En digters sidste Sang’ fra 1844. I det hele er det givende, også at gæste l y r i k e r e n H.C. Andersen. Der er så meget mere at hente end fra de, med rette, velkendte sange, ’Jylland mellem tvende have’, ’I Danmark er jeg født’, osv.
Se også Andersen, H. C.: ”Digte”. Ved H. Topsøe-Jensen. Spektrum 1966.
Andersen, H. C.: ”Hvor Skoven dog er frisk og stor : digte og sange”. Hans Reitzel, 1991.
En mindre kendt, men absolut læseværdig bog om H.C.A., hvori den unge Andersens første digt er fint behandlet, er:
Hedegaard, Ole A.: ” H.C. Andersen og Helsingør : 1826-27 : digterens fornedrelses-år”. Bent Carlsens Forlag, 1981.
Det sorgfulde indhold til trods et digt, som beriger og glæder, ja opløfter, som umiddelbart indtager sin plads tæt ved læserens hjerte.
Anbefalet af bibliotekar Vibeke Kjær, Ebeltoft Bibliotek
Lån bogen på
Forleden havde jeg mulighed for at gense Per Olov Enquists dejlige skuespil ”Fra Regnormenes Liv”. Heri mødes 3 store personligheder i moden alder i en mesterlig tour de force af en natlig samtale. Et sted siger fru Heiberg til H.C. Andersen: ”De kender ikke noget til døden, hr. Andersen.”
Det slog mig da, at heri tager hun aldeles fejl. Nok så meget som til den fysiske død hentyder hun til den psykiske død, altså dette at dø indvendigt, mens man i det ydre foregiver, at alt er i den bedste orden.
Men - om nogen - kendte Andersen til begge dele. Som 11-årig mistede han den højt-elskede far. Og så – i Kjøbenhavnsposten i 1827, tryktes hans første digt, ’Det døende Barn’. Ifgl. hans ”Levnedsbogen” er det nedfældet i september året før. Da var han 21 år gammel.
På det tidspunkt gik han på 4. år i Den Lærde Skole i Helsingør under den forfærdelige rektor Simon Meisling, i hvis hjem han også fik kost og logi. Rektorens behandling af den særprægede elev både i og uden for skolestuen var aldeles blottet for empati og varme, dybt ydmygende og kynisk og kan uden overdrivelse siges at have antaget form af psykisk terror. Langt fra de gode mennesker i Kbh., som havde åbnet deres hjem for ham og sørget for hans skolegang, holdt næsten i husarrest på sit smalle, dårligt opvarmede kammer, frygtende morgendagens nye plagerier – har han følt en overvældende ensomhed og forladthed, har været tæt ved helt at give op.
Da har han tyet til mindet om et varmt, trygt sted, et sted med omsorg, påskønnelse og trøst. Til et sted og et menneske, af hvem han vidste sig elsket. Fortvivlet indtil døden, ønskende sig stille at måtte sove ind deri, skaber han da dette billede af moderen ved sit døende barns seng. ”Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove/Lad mig ved dit Hjerte slumre ind”.
De tre 8-linjede strofer falder så enkelt og formfuldendt, vidner om en højeste grad af poetisk sans og styrke. Den rene, tillidsfulde barnetro sat op mod livets barske realitet for et lille menneske. En umiddelbart rørende ægthed, et uendeligt blidt sorgmod i udtrykket – forlenet med et stilsikkert greb om det rytmisk-lyriske forløb, gør en perle af et digt. Det sorgfulde indhold til trods et digt, som beriger og glæder, ja opløfter, som umiddelbart indtager sin plads tæt ved læserens hjerte.
Jo, vist kendte hr. Andersen til døden, og han så den ofte i øjnene. Her kan også nævnes digtet ’En digters sidste Sang’ fra 1844. I det hele er det givende, også at gæste l y r i k e r e n H.C. Andersen. Der er så meget mere at hente end fra de, med rette, velkendte sange, ’Jylland mellem tvende have’, ’I Danmark er jeg født’, osv.
Se også Andersen, H. C.: ”Digte”. Ved H. Topsøe-Jensen. Spektrum 1966.
Andersen, H. C.: ”Hvor Skoven dog er frisk og stor : digte og sange”. Hans Reitzel, 1991.
En mindre kendt, men absolut læseværdig bog om H.C.A., hvori den unge Andersens første digt er fint behandlet, er:
Hedegaard, Ole A.: ” H.C. Andersen og Helsingør : 1826-27 : digterens fornedrelses-år”. Bent Carlsens Forlag, 1981.
Kommentarer