Anmeldelse
Désirée af Annemarie Selinko
Désirée er ikke blot en ubetydelig pige fra det bedre franske borgerskab, med på de moderne tendenser og bader én gang om måneden; hun er en pige, som bliver forlovet med Napoleon Bonaparte.
"Jeg tror, at en kvinde meget lettere får noget sat igennem hos en mand, når hun har en fyldig barm." - mener Désirée Clary. Fjorten år gammel, silkehandlerdatter og bosiddende i Marseilles, der, som resten af Frankrig, er ved at komme sig ovenpå tumulten efter den franske revolution. Hun får en dagbog forærende på sin fjortenårs fødselsdag, og hendes optegnelser kommer til at strække sig over de næste mange årtiers europæisk historie.
For Désirée er ikke blot en ubetydelig pige fra det bedre franske borgerskab, der er med på de moderne tendenser og bader én gang om måneden. Hun er en pige, som bliver forlovet med ingen ringere end Napoleone Bounaparte; en udhungret korsikansk flygtning med en drøm om storhed og kongekroner. Farlige drømme i et Frankrig, der stadig vånder sig under de strømme af blod og afhuggede hoveder, der flød gennem gaderne, mens jacobinere og revolutionære gentog råbet: Frihed, lighed og broderskab.
Désirée svæver forelsket på en lyserød sky og broderer B'er på det fineste linned, mens hendes storesøster Julie gifter sig med Napoleons storebror Joseph og på den måde binder den rige silkehandlerfamilie sammen med den fattige, børnerige korsikanske.
Men den lille, magre general ser fordelen ved at gifte sig med den smukke enke Josephine de Beauharnais, og med blødende hjerte (og pinagtigt bevidst om sin bondske fremtoning) søger Désirée væk fra den strålende, parisiske salon, hvor hun hørte om Napoleons nye forlovelse og skabte skandale ved at hælde champagne ud over konkurrentens hvide silkekjole. Hendes første indskydelse - at kaste sig i Seinen og drukne sig - forpurres af en tårnhøj, alvorlig general: Jean-Baptiste Bernadotte.
Han kører hende rundt i et nattemørkt, regnvådt Paris, indtil hun har bekæmpet sine umiddelbare selvmorderiske tilbøjeligheder, og sætter hende af hos de bekendte, hun bor hos. Da han dagen efter dukker op igen, er Désirée for længst flygtet tilbage til Marseilles.
Og ingen, ingen skal nogensinde få at vide, at hun har været i hovedstaden og oplevet at falde fra lykkens og forelskelsens krystalklare tinder til forsmåelsens og nederlagets dybe afgrund. Men så etablerer Napoleon et felttog i Egypten, Joseph bliver gesant og flytter til Paris, og Frankrigs vordende krigsminister bliver inviteret til en "uformel" politisk middag. Og med modvillig mine, slæbende fødder og uvilligheden osende ud af hver pore, går Désirée ned til middagen…
Da jeg var 7 år, fik jeg for første gang læst "Désirée" højt. Og bogen, med dens vrimmel af personer og komplekse handlingsgang, blev formidlet på den allerbedste måde: Hver gang vi stødte på "folkerepræsentanten", "guillotinen", "jakobinske deputerede", "fichu" og andre mærkværdigheder, fik vi forklaret, hvad det betød. Og jeg vil for altid huske politikeren Tallyrand som den sympatiske vendekåbe og Fouché som den lede.
Efter højtlæsningen har jeg selv læst romanen utallige gange. Den er mit foretrukne valg, når jeg ligger syg i sengen og slås med baciller og andet ubehageligt. Jeg kan lange passager næsten udenad og véd, præcis, hvad der sker, efter kejserkroningen, efter Oscars fødsel, efter de allieredes sejrrige indtog i Paris…
Og hvorfor vender jeg så konstant tilbage? Måske fordi Annemarie Selinko på formidabel vis formår at gøre personerne levende og lade dem udvikle sig. Måske fordi romanen har lagt grunden til en endnu ikke udtømt interesse for Napoleonstiden og dens hovedpersoner og har medført, at jeg har læst utallige andre biografier om Napoleons mor, søstre, søn osv. Måske fordi det er en "feel good" bog. Måske fordi der er så meget af den.
På forsiden af det bibliotekseksemplar, jeg efterhånden læste helt i laser, stod der: "Læs den, le og vær lykkelig." Det står der ikke på det antikvariske eksemplar i blåt skind med guldtryk, jeg købte i en undseelig biks til en frygtelig overpris. Men det svæver for mit indre øje, hver gang jeg hiver den ned fra reolen med den ene hånd og hiver lommetørklædet frem med den anden. For det passer! (Og den kan altså også læses, selv om man ikke har 40 i feber og en rallende brysthoste.)
"Jeg tror, at en kvinde meget lettere får noget sat igennem hos en mand, når hun har en fyldig barm."
Hvis man mener det samme som Désirée i denne forbindelse, så er det bare med at komme i gang med at læse. Jeg kan anbefale, at man i givet fald stabler sig godt op med puder i ryggen og holder alle 459 sider ud i strakt arm. Det burde aktivere diverse relevante muskler. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, så kan man jo prøve med alle fire bind af magnaprintudgaven på én gang. Det giver 1242 sider.
Désirée er ikke blot en ubetydelig pige fra det bedre franske borgerskab, med på de moderne tendenser og bader én gang om måneden; hun er en pige, som bliver forlovet med Napoleon Bonaparte.
"Jeg tror, at en kvinde meget lettere får noget sat igennem hos en mand, når hun har en fyldig barm." - mener Désirée Clary. Fjorten år gammel, silkehandlerdatter og bosiddende i Marseilles, der, som resten af Frankrig, er ved at komme sig ovenpå tumulten efter den franske revolution. Hun får en dagbog forærende på sin fjortenårs fødselsdag, og hendes optegnelser kommer til at strække sig over de næste mange årtiers europæisk historie.
For Désirée er ikke blot en ubetydelig pige fra det bedre franske borgerskab, der er med på de moderne tendenser og bader én gang om måneden. Hun er en pige, som bliver forlovet med ingen ringere end Napoleone Bounaparte; en udhungret korsikansk flygtning med en drøm om storhed og kongekroner. Farlige drømme i et Frankrig, der stadig vånder sig under de strømme af blod og afhuggede hoveder, der flød gennem gaderne, mens jacobinere og revolutionære gentog råbet: Frihed, lighed og broderskab.
Désirée svæver forelsket på en lyserød sky og broderer B'er på det fineste linned, mens hendes storesøster Julie gifter sig med Napoleons storebror Joseph og på den måde binder den rige silkehandlerfamilie sammen med den fattige, børnerige korsikanske.
Men den lille, magre general ser fordelen ved at gifte sig med den smukke enke Josephine de Beauharnais, og med blødende hjerte (og pinagtigt bevidst om sin bondske fremtoning) søger Désirée væk fra den strålende, parisiske salon, hvor hun hørte om Napoleons nye forlovelse og skabte skandale ved at hælde champagne ud over konkurrentens hvide silkekjole. Hendes første indskydelse - at kaste sig i Seinen og drukne sig - forpurres af en tårnhøj, alvorlig general: Jean-Baptiste Bernadotte.
Han kører hende rundt i et nattemørkt, regnvådt Paris, indtil hun har bekæmpet sine umiddelbare selvmorderiske tilbøjeligheder, og sætter hende af hos de bekendte, hun bor hos. Da han dagen efter dukker op igen, er Désirée for længst flygtet tilbage til Marseilles.
Og ingen, ingen skal nogensinde få at vide, at hun har været i hovedstaden og oplevet at falde fra lykkens og forelskelsens krystalklare tinder til forsmåelsens og nederlagets dybe afgrund. Men så etablerer Napoleon et felttog i Egypten, Joseph bliver gesant og flytter til Paris, og Frankrigs vordende krigsminister bliver inviteret til en "uformel" politisk middag. Og med modvillig mine, slæbende fødder og uvilligheden osende ud af hver pore, går Désirée ned til middagen…
Da jeg var 7 år, fik jeg for første gang læst "Désirée" højt. Og bogen, med dens vrimmel af personer og komplekse handlingsgang, blev formidlet på den allerbedste måde: Hver gang vi stødte på "folkerepræsentanten", "guillotinen", "jakobinske deputerede", "fichu" og andre mærkværdigheder, fik vi forklaret, hvad det betød. Og jeg vil for altid huske politikeren Tallyrand som den sympatiske vendekåbe og Fouché som den lede.
Efter højtlæsningen har jeg selv læst romanen utallige gange. Den er mit foretrukne valg, når jeg ligger syg i sengen og slås med baciller og andet ubehageligt. Jeg kan lange passager næsten udenad og véd, præcis, hvad der sker, efter kejserkroningen, efter Oscars fødsel, efter de allieredes sejrrige indtog i Paris…
Og hvorfor vender jeg så konstant tilbage? Måske fordi Annemarie Selinko på formidabel vis formår at gøre personerne levende og lade dem udvikle sig. Måske fordi romanen har lagt grunden til en endnu ikke udtømt interesse for Napoleonstiden og dens hovedpersoner og har medført, at jeg har læst utallige andre biografier om Napoleons mor, søstre, søn osv. Måske fordi det er en "feel good" bog. Måske fordi der er så meget af den.
På forsiden af det bibliotekseksemplar, jeg efterhånden læste helt i laser, stod der: "Læs den, le og vær lykkelig." Det står der ikke på det antikvariske eksemplar i blåt skind med guldtryk, jeg købte i en undseelig biks til en frygtelig overpris. Men det svæver for mit indre øje, hver gang jeg hiver den ned fra reolen med den ene hånd og hiver lommetørklædet frem med den anden. For det passer! (Og den kan altså også læses, selv om man ikke har 40 i feber og en rallende brysthoste.)
"Jeg tror, at en kvinde meget lettere får noget sat igennem hos en mand, når hun har en fyldig barm."
Hvis man mener det samme som Désirée i denne forbindelse, så er det bare med at komme i gang med at læse. Jeg kan anbefale, at man i givet fald stabler sig godt op med puder i ryggen og holder alle 459 sider ud i strakt arm. Det burde aktivere diverse relevante muskler. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, så kan man jo prøve med alle fire bind af magnaprintudgaven på én gang. Det giver 1242 sider.
Kommentarer