Anmeldelse
Der vokser et træ i Mostamägg af Britt Karin Larsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Fryden ved forårets komme efter en streng vinter. Brummende bjørne og glubske ulve i skoven. Svingende skørter i dansen og fødsler i dølgsmål.
For alle dem som sætter pris på en god gammeldags slægtsroman, er første del af en slægtskrønike på syv bind om folket i Finnskogen nu udkommet på dansk. Serien er angiveligt en kæmpesucces i Norge.
Handlingen foregår i et stort vildmarksområde i grænselandet mellem det nordlige Sverige og Norge, hvor finske indvandrere har dannet et mindretalssamfund gennem århundreder. Forfatteren er selv af skovfinneslægt og debuterede i 70’erne som lyriker, hvilket sætter sit aftryk i bogens poetiske skildring af den besjælede natur.
Under læsningen kom jeg til at tænke på serien af Trygve Gulbranssen med 'Og bag dem synger skovene', som jeg læste med stor glæde som ung. Titlen referer sandsynligvis til en anden klassiker, 'Der vokser et træ i Brooklyn', som ligeledes er en historie om fattige emigranters kamp for slå rod i det nye samfund. Selv om man ser lidt skævt til de små mørke finner med deres badstuer, bliver deres tilstedeværelse tålt, så længe de holder sig til de ugæstfrie skove og de magreste jorde.
Den alvidende fortæller lader synsvinklen skifte, men først og fremmest følger vi kvinderne, og omdrejningspunktet er tjenestepigen Lina, der sammen med sit nyfødte barn får lov til at slå sig ned hos eneboeren Taneli, der ellers er berygtet. Men han har gode hænder og drikker ikke, så Line stiller ikke krav om mere. Mænd er generelt ikke til at stole på, så kvinderne lærer at klare sig selv og tage ansvar for de børn, der betyder endnu en mund at skulle mætte i trange tider.
Værtssamfundets officielle kristendom kæmper mod naturreligion og gammel folketro: ”Der fandtes ting man måtte huske at gøre, og ting man måtte huske aldrig nogensinde at gøre, det ene var lige så vigtigt som det andet for at undgå ulykke. Alligevel hændte det, uanset hvor stor umage man gjorde sig, at ulykken ramte”.
Ulykken rammer også Lina, men den kloge kone Kaisa, der kan noget med urter og derfor kaldes for en troldkvinde, tager sig af hende og børnene. I det hele taget er solidariteten stor blandt de fattige: Det nedkalder uheld over gården, hvis en tigger må gå forgæves, og det lidt man har, deler man med dem, der har endnu mindre.
Hvis man bliver overvældet af bøger med volumensyge, vil man værdsætte, at i hvert fald bind 1 holder sig under de to hundrede sider. Trods det beskedne omfang møder vi mange forskellige farverige personer, og handlingen strækker sig over en halv snes år. Det stærkeste indtryk gør skildringen af, hvor ukueligt mennesker bevarer deres håb og drømme på trods af al modstand og yderst vanskelige vilkår. Især børnenes videre skæbne ser jeg frem til at følge i de kommende bind.
- Log ind for at skrive kommentarer
Fryden ved forårets komme efter en streng vinter. Brummende bjørne og glubske ulve i skoven. Svingende skørter i dansen og fødsler i dølgsmål.
For alle dem som sætter pris på en god gammeldags slægtsroman, er første del af en slægtskrønike på syv bind om folket i Finnskogen nu udkommet på dansk. Serien er angiveligt en kæmpesucces i Norge.
Handlingen foregår i et stort vildmarksområde i grænselandet mellem det nordlige Sverige og Norge, hvor finske indvandrere har dannet et mindretalssamfund gennem århundreder. Forfatteren er selv af skovfinneslægt og debuterede i 70’erne som lyriker, hvilket sætter sit aftryk i bogens poetiske skildring af den besjælede natur.
Under læsningen kom jeg til at tænke på serien af Trygve Gulbranssen med 'Og bag dem synger skovene', som jeg læste med stor glæde som ung. Titlen referer sandsynligvis til en anden klassiker, 'Der vokser et træ i Brooklyn', som ligeledes er en historie om fattige emigranters kamp for slå rod i det nye samfund. Selv om man ser lidt skævt til de små mørke finner med deres badstuer, bliver deres tilstedeværelse tålt, så længe de holder sig til de ugæstfrie skove og de magreste jorde.
Den alvidende fortæller lader synsvinklen skifte, men først og fremmest følger vi kvinderne, og omdrejningspunktet er tjenestepigen Lina, der sammen med sit nyfødte barn får lov til at slå sig ned hos eneboeren Taneli, der ellers er berygtet. Men han har gode hænder og drikker ikke, så Line stiller ikke krav om mere. Mænd er generelt ikke til at stole på, så kvinderne lærer at klare sig selv og tage ansvar for de børn, der betyder endnu en mund at skulle mætte i trange tider.
Værtssamfundets officielle kristendom kæmper mod naturreligion og gammel folketro: ”Der fandtes ting man måtte huske at gøre, og ting man måtte huske aldrig nogensinde at gøre, det ene var lige så vigtigt som det andet for at undgå ulykke. Alligevel hændte det, uanset hvor stor umage man gjorde sig, at ulykken ramte”.
Ulykken rammer også Lina, men den kloge kone Kaisa, der kan noget med urter og derfor kaldes for en troldkvinde, tager sig af hende og børnene. I det hele taget er solidariteten stor blandt de fattige: Det nedkalder uheld over gården, hvis en tigger må gå forgæves, og det lidt man har, deler man med dem, der har endnu mindre.
Hvis man bliver overvældet af bøger med volumensyge, vil man værdsætte, at i hvert fald bind 1 holder sig under de to hundrede sider. Trods det beskedne omfang møder vi mange forskellige farverige personer, og handlingen strækker sig over en halv snes år. Det stærkeste indtryk gør skildringen af, hvor ukueligt mennesker bevarer deres håb og drømme på trods af al modstand og yderst vanskelige vilkår. Især børnenes videre skæbne ser jeg frem til at følge i de kommende bind.
Kommentarer