Anmeldelse
Der hvor solen står højest af Ranya Paasonen
- Log ind for at skrive kommentarer
En rammende, præcis og flagrende skildring af et menneske, der er dybt splittet mellem sine to fædrelande; det kølige, rene Finland og det varme Ægypten, fuld af dufte, mennesker og forfald.
Ranya Paasonen, som selv er barn af en finsk mor og en ægyptisk far, har skrevet en fascinerende og sprogligt smuk roman om en familie, der aldrig helt finder sig selv.
Det er den ældste datter, der fortæller historien om sin mor og far, om vandet og ilden, der mødes. Den lille familie fører et rodløst liv, fortælleren bliver født i Indien, men de når også at bo i Libyen, Ægypten og Finland, men ingen af stederne føler alle sig helt og fuldt hjemme. Hele tiden følger splittelsen med.
Bogen rummer ikke kun vanskelighederne ved at være delt mellem to kulturer, men også almenmenneskelige betragtninger: "Du er helt anderledes end dengang, da du lavede citronsaft til mig og gjorde så mange andre ting." For hvad er det lige, der får to mennesker, der engang elskede hinanden så inderligt, at de kunne overvinde alt, til at glide fra hinanden?
Det både får vi og får vi ikke svar på, som der er så meget i denne roman, man må gætte sig til. Her er mange indforståede oplevelser, som det kræver mere end en enkelt læsning at gennemskue.
"Der hvor solen står højest" er en fragmentarisk roman, den klipper konstant mellem forskellige tider og forskellige begivenheder, men vender alligevel jævnligt tilbage til centrale temaer. Et af disse er symbolikken, der ligger i måden at skrælle en appelsin:
"Hver gang, jeg satte mig ved bordet for at skrælle en appelsin, vidste jeg, at jeg kunne skære fire snit i skallen, hvorefter den var let at pille af, sådan gjorde min mor. Men jeg vidste også, at jeg kunne skære skallen af i en lang spiral, som jeg kunne vinde om mit håndled som et smykke, sådan gjorde min far. (…) En appelsin kan skrælles på to måder, men jeg kan ikke gøre det på begge måder, i hvert fald ikke med den samme appelsin, slet ikke, og så blev jeg bare siddende ved bordet, og udenfor foregik der mange forskellige ting, som jeg ikke kunne være med i, for jeg kunne ikke finde ud af at være i denne verden sammen med de to. Slet ikke."
Om det er en roman, en selvbiografi eller terapi står ikke helt klart for mig, men værd at læse, det er den!
Ranya Paasonen har fået den prestigefyldte finske Runeberg-pris for sin debutroman.
Oversat af Helena Idström. Samleren, 2005. 133 sider. Kr 199,95
- Log ind for at skrive kommentarer
En rammende, præcis og flagrende skildring af et menneske, der er dybt splittet mellem sine to fædrelande; det kølige, rene Finland og det varme Ægypten, fuld af dufte, mennesker og forfald.
Ranya Paasonen, som selv er barn af en finsk mor og en ægyptisk far, har skrevet en fascinerende og sprogligt smuk roman om en familie, der aldrig helt finder sig selv.
Det er den ældste datter, der fortæller historien om sin mor og far, om vandet og ilden, der mødes. Den lille familie fører et rodløst liv, fortælleren bliver født i Indien, men de når også at bo i Libyen, Ægypten og Finland, men ingen af stederne føler alle sig helt og fuldt hjemme. Hele tiden følger splittelsen med.
Bogen rummer ikke kun vanskelighederne ved at være delt mellem to kulturer, men også almenmenneskelige betragtninger: "Du er helt anderledes end dengang, da du lavede citronsaft til mig og gjorde så mange andre ting." For hvad er det lige, der får to mennesker, der engang elskede hinanden så inderligt, at de kunne overvinde alt, til at glide fra hinanden?
Det både får vi og får vi ikke svar på, som der er så meget i denne roman, man må gætte sig til. Her er mange indforståede oplevelser, som det kræver mere end en enkelt læsning at gennemskue.
"Der hvor solen står højest" er en fragmentarisk roman, den klipper konstant mellem forskellige tider og forskellige begivenheder, men vender alligevel jævnligt tilbage til centrale temaer. Et af disse er symbolikken, der ligger i måden at skrælle en appelsin:
"Hver gang, jeg satte mig ved bordet for at skrælle en appelsin, vidste jeg, at jeg kunne skære fire snit i skallen, hvorefter den var let at pille af, sådan gjorde min mor. Men jeg vidste også, at jeg kunne skære skallen af i en lang spiral, som jeg kunne vinde om mit håndled som et smykke, sådan gjorde min far. (…) En appelsin kan skrælles på to måder, men jeg kan ikke gøre det på begge måder, i hvert fald ikke med den samme appelsin, slet ikke, og så blev jeg bare siddende ved bordet, og udenfor foregik der mange forskellige ting, som jeg ikke kunne være med i, for jeg kunne ikke finde ud af at være i denne verden sammen med de to. Slet ikke."
Om det er en roman, en selvbiografi eller terapi står ikke helt klart for mig, men værd at læse, det er den!
Ranya Paasonen har fået den prestigefyldte finske Runeberg-pris for sin debutroman.
Oversat af Helena Idström. Samleren, 2005. 133 sider. Kr 199,95
Kommentarer